Fortsæt til indhold

Organisationer til regeringen: Skrinlæg planer om internetlogning

Vil regeringen følge Rigspolitiets ønske og genindføre logning af alle danskeres brug af internettet, så bør regeringen i det mindste afvente en afklaring af det juridiske grundlag på europæisk plan.

Politik
Kilde: Information

Det skriver 20 forskellige organisationer i et brev til justitsminister Mette Frederiksen (S) og Folketingets Retsudvalg. Det skriver Information.

Organisationerne tæller bl.a. Dansk Erhverv, Dansk Industris branchefællesskab for bl.a. it og tele, Forbrugerrådet Tænk samt Teleindustrien.

»Ministeren og Folketingets politikere bør tage alle forholdsregler for at sikre, at der ikke indføres logning, som strider mod borgernes grundlæggende rettigheder,« siger Jakob Willer, direktør i Teleindustrien, teleselskabernes brancheorganisation.

Sidste år i april erklærede EU-domstolen det såkaldte logningsdirektiv for ugyldigt med henvisning til retten til respekt for privatlivet i EU?s charter om grundlæggende rettigheder. Få måneder efter ophævede daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) den såkaldte sessionslogning i Danmark.

Det skete imidlertid med henvisning til, at der var tvivl om, hvorvidt den danske internetlogning reelt var brugbar i efterforskningsøjemed. Men for nylig kom det så frem, at Rigspolitiet ønsker sessionslogning genindført. Det skete efter et møde mellem Rigspolitiet og telebranchen, som Justitsministeriet havde bedt politiet indkalde til.

»Hvis der bliver sendt et lovforslag ud fra ministeren, så agter vi at tage kontakt til EU-Kommissionen og bede dem om at se på, om de danske regler vil stride imod charteret,« siger Jakob Willer, der tilføjer: »Jeg synes, at man fra politisk hold bør tage det her ganske alvorligt. Hvis der er den mindste tvivl, så er der grund til at lytte til, hvad EU-Kommissionen siger.«

Janus Sandsgaard, der er fagchef for it og digitalisering hos Dansk Erhverv, er ligeledes kritisk over for ønsket om at genindføre sessionslogning.

»Vi nåede lige at glæde os over, at det var blevet afskaffet. Nu er vi bekymrede og ret forundrede over, at det ser ud til at blive genindført. Oven i købet i en variant, som ser ud til at være mere vidtgående, end den man afskaffede,« siger Janus Sandsgaard, der har været til møde med Justitsministeriet om sagen, til Information.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsministeren på grund af ferie. Tidligere har ministeren påpeget, at hun har iværksat en samlet revision af de danske logningsregler, og at hun ikke har lagt sig fast på, »hvordan de nye regler kan og skal udformes«.