Finanssektoren smækker kassen i for partierne efter mange års mystik om politiske bidrag
Mediemystik om finanssektorens hemmelige millionbidrag til politiske partikasser får nu konsekvenser. Finanssektorens forening til støtte af et sundt og konkurrencedygtigt erhverv lukker.
Det er slut med hemmelige pengegaver til partierne. Kort tid før folketingsvalget, har finanssektoren besluttet at lukke sin pengeklub.
»Vi har taget den beslutning, at vi nedlægger foreningen,« fortæller formand Jørgen A. Horwitz, der også er direktør i Finansrådet.
Han fortæller, at beslutningen om at nedlægge Finanssektorens »forening til støtte af et sundt og konkurrencedygtigt erhverv« er truffet efter lang tids mystik og spekulationer i medierne om de mange støttekroner, der ender i partikasserne.
»Efter vores opfattelse giver den forening en meget negativ presseomtale set i forhold til, hvad partierne får - relativt små beløb, som vi har bidraget med,« siger Jørgen A. Horwitz, som efter tretten år på formandsposten snart forlader Finansrådet også med baggrund i et slidt image i medierne.
Finanssektorens forening blev stiftet i juli måned 2007 på initiativ af bankernes brancheorganisation, Finansrådet. Under den seneste valgkamp i 2011 donerede foreningen 1,6 mio. kr. til politisk arbejde fordelt mellem De Radikale, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Men nu smækkes kassen i, og ifølge Jørgen A. Horwitz har Finansrådet hverken planer om en ny forening eller selv at give bidrag til partierne.
»Nej, det ligger på ingen måde i kortene. Foreningen blev skabt for, at det ikke var Finansrådet, der gav, og nu nedlægger vi foreningen, og det betyder så, at vi ikke længere er engageret i det,« siger han.
Efter vores opfattelse giver den forening en meget negativ presseomtale set i forhold til, hvad partierne får, som er relativt små beløb, vi har bidraget medJørgen A. Horwitz, Formand Finansrådet
Det er uvist, hvor store summer foreningens medlemmer, som både har talt virksomheder og enkeltpersoner, hver især har lagt. Danske Bank fortæller dog, at de ved seneste folketingsvalg bidrog med 500.000 kr. til foreningen. Hvorvidt banken nu vil gå solo og selv spytte støttekroner i partikasser er også uvist.
»Vi har ikke taget stilling til partistøtte i forbindelse med kommende valg,« lyder det fra Kim Larsen, chef for ekstern kommunikation.
Timingen for lukningen af pengeklubben falder onsdag sammen med regeringens længe ventede præsentation af anbefalinger for nye partistøtteregler, som netop skal skabe langt større åbenhed om pengeklubbernes medlemmer og beløb.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

