Fortsæt til indhold

Postens formand: Vi er ikke klar til børsnotering

PostNord er ikke klar til at blive solgt endnu, lyder det fra den danske bestyrelsesformand, Jens Moberg.

Politik

PostNord er i øjeblikket inde i en transformation, der gør situationen for ustabil til, at man bør sætte det fællesnordiske selskab på børsen. Det siger selskabets formand, danske Jens Moberg, til Finans i forbindelse med, at Finansministeriet har fremlagt en ejerskabspolitik.

PostNord blev til i 2009 ved en fusion mellem Post Danmark og Posten AB i Sverige. Den danske stat ejer 40 pct. af selskabet, mens den svenske stat har de sidste 60 pct.

Ifølge Finansministeriets nye ejerskabspolitik skal der for hvert selskab, hvor staten har en større aktiepost, laves et »strategisk ejerskabsdokument«, hvor et af punkterne er en beskrivelse af »ejerskabets rationale«, det vil sige en forklaring på, hvorfor staten overhovedet har aktier i selskabet. Spørgsmål er særligt interessant for PostNord, fordi det dengang i 2009 faktisk lå i luften, at selskabet skulle børsnoteres.

»Hvis man vælger at tage en virksomhed på børsen, så skal det være en virksomhed, hvor man har stabile og forudsigelige resultater.«
Jens Moberg, formand, PostNord

Aktionæroverenskomsten mellem den danske og svenske stat ligger på en række punkter op til at gøre PostNord klar til børsnotering og giver flere forskellige muligheder for en sådan privatisering, herunder at bare ét af landene selvstændigt indleder en børsnotering.

Men tidspunktet er ikke det rette, lader Jens Moberg forstå. Han siger om rationalet for statens ejerskab:

»Rationalet med, at den danske stat ejede Post Danmark, var, at vi skulle sikre, at vi havde et velfungerede postsystem. Det er en del af den nationale infrastruktur, kan man sige. Og rationalet i at gå sammen med Posten i Sverige og skabe PostNord har været, at vi kunne skabe et selskab, der var mere effektivt, end selskaberne ville være hver for sig. Så på den måde er det kommet til, at den danske stat ejer 40 pct. at PostNord.«

»Hvis man vælger at tage en virksomhed på børsen, så skal det være en virksomhed, hvor man har stabile og forudsigelige resultater.«
Jens Moberg, formand, PostNord

Er postudbringningen stadig vigtig i 2015? Er der stadig et rationale bag, at man skal sikre det?

»Der er stadig behov for fysisk post. Det er helt klart blevet mindre, og Danmark er jo det land i Europa, hvor brevmængderne er faldet mest. Og som du også kan se i vores regnskab, så sætter det økonomien i især den danske del af PostNord under pres. Så kan man spørge: "Er det nødvendigt?" (med statsligt ejerskab, red.). Det er et åbent spørgsmål, og det skal du hellere spørge politikerne end bestyrelsesformanden om,« siger han og fortsætter:

»Da man gik sammen var der oprindeligt også et ønske om en dag at afhænde sine andele, altså lave en IPO (børsnotering, red.), en exit. Det er stadig en af tankerne. Og hvornår bliver så? Jeg vil sige, at det er ikke lige er forestående. Vi har en masse arbejde, vi skal gøre i PostNord, før vi er klar til den proces.«

Altså: Økonomien er ikke god nok til at sætte det på børsen?

»Vi er i gang med at omstille vores forretning fra at være en forretning, som var primært baseret på brevomdeling til at være en forretning, som er meget fokuseret på logistik og pakker, og hvor breve stadig vil være et vigtigt element, men ikke det eneste element. Det er ejeren, der bestemmer det, men min anbefaling vil være at komme et rigtigt godt stykke videre i den transformation, før vi begynder at snakke om IPO.«

Fordi det ikke vil være penge nok værd i dag?

»Nej, jeg synes ikke, at det vil være det rigtige at gøre. Jeg synes, at hvis man vælger at tage en virksomhed på børsen, så skal det være en virksomhed, hvor man har stabile og forudsigelige resultater.«

Artiklens emner
Post Danmark
Post Nord