Fortsæt til indhold

Skæbnevalg: Landbruget øjner blå milliardgevinst

Valget bliver det vigtigste for dansk landbrug i årtier. Blå blok lover at afvikle de miljøregler, der har presset landbrugets indtjening de seneste 25 år. Effekten vil komme omgående og give et milliardløft på landmændenes bundlinjer.

Politik

De danske landmænd har milliarder af kroner på højkant ved det kommende valg. Blå blok har forpligtet sig til at afvikle en række danske miljøregler, som de seneste 25 år har lagt et voldsomt pres på landbrugets indtjening.

Partilederne fra V, K og DF har underskrevet en 16-punktsplan, som skal trække landbruget ud af de seneste års dybe økonomiske krise. Det vigtigste punkt i planen er en afskaffelse af de danske særregler, som tvinger landmændene til at bruge mindre gødning end landmænd i resten af EU.

Afviklingen af denne ene særregel vil løfte landbrugets samlede årlige driftsindtjening med 2,2 mia. kr., vurderer eksperter fra Seges (tidligere Videncentret for Landbrug).

Ifølge beregningerne fra Seges vil driftsindtjeningen på en gennemsnitlig dansk heltidsbedrift stige 43 pct., hvis de danske særregler for gødning afvikles.

Valget kan blive et vendepunkt for hele erhvervet.
Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer

Derfor betegner Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, L&F, valget som historisk og det vigtigste for erhvervet i årtier.

»Valget kan blive et vendepunkt for hele erhvervet. Planen fra blå blok indeholder en række meget konkrete punkter, som vil give landbruget et kæmpe økonomisk løft. Afviklingen af særreglerne for gødning er i særklasse det vigtigste punkt i planen. Det kan blive udslagsgivende for, at en del af de økonomisk nødlidende landmænd får mulighed for at kæmpe sig ud af krisen,« vurderer Martin Merrild.

De danske særregler indebærer, at landmændene skal anvende omkring 18 pct. mindre gødning, end kornet på marken ideelt set har brug for. Det reducerer den årlige kornhøst med omkring 1,3 mio. tons og har samtidig medført, at kvaliteten af kornet har været støt faldende gennem mange år og i 2014 nåede det laveste niveau nogensinde.

Aktuelt kører næsten en tredjedel - svarende til 3.060 - af de danske landbrugsbedrifter med likviditetsunderskud. Dvs., at de løbende har brug for at låne flere penge i banken for at betale regningerne.

»Hvis de danske særregler for gødskning afskaffes, vil økonomien på 490 af disse bedrifter blive forbedret så meget, at de får likviditetsoverskud. Samtidig vil gruppen af økonomisk stærke landmænd blive større, og de vil blive endnu stærkere og dermed få bedre muligheder for at investere, afdrage på gælden eller overtage nogle af de økonomisk nødlidende bedrifter,« siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Seges.

Ifølge miljøordfører Henrik Høegh (V) vil blå blok afvikle de danske særregler for gødning i løbet af 2016 og 2017.

Under en retssag om de danske særregler for gødning forklarede bankdirektør Lars Møller, Spar Nord, for en uge siden, at et indtjeningsløft på 2,2 mia. kr. i sig selv vil gøre det muligt for landbruget at forrente en gæld på 55 mia. kr.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Artiklens emner
Seges
Martin Merrild