Fortsæt til indhold

Tsipras under maksimalt pres

Alvorlig tvivl om, hvorvidt Alexis Tsipras har et tilstrækkeligt fleksibelt forhandlingsmandat med til Bruxelles.

EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker havde ingen kommentarer, da han for få minutter siden gik ind til mødet med Grækenlands premierminister Alexis Tsipras.
Politik
KELD LOUIE PEDERSEN, Finans' udsendte medarbejder HEIDI PLOUGSGAARD, Jyllands-Postens korrespondent

BRUXELLES – Alexis Tsipras er sat under maksimalt pres både før og under det møde, som han i disse timer har med bl.a. EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker.

Mødet begyndte ved 14-tiden og er endnu ikke afsluttet.

Udgangspunktet for mødet skulle have været det udspil, som den græske regeringschef i mandags sendte til sine kollegaer før et ekstraordinært topmøde for eurolandenes stats- og regeringschefer samme dag, men nu er Alexis Tsipras blevet stillet over for et modforslag fra Grækenlands kreditorer: Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank (ECB) og EU-Kommissionen.

At dømme efter reaktionerne fra Athen, synes det især at være IMF, der har givet anledning til, at modforslaget nu ligger på bordet foran den græske premierminister.

IMFs bekymring går især på, at det græske udspil hviler meget tungt på øget beskatning samt øgede sociale bidrag fra landets pensionister i stedet for at reducere den græske stats pensionsbyrde.

I intet andet industriland må den græske stat bruge så stor en del af sine indtægter på overførselsindkomster til landets pensionister, og for at sikre den langsigtede, statsfinansielle bæredygtighed, har IMF krævet reformer af det græske pensionssystem; herunder en tilbagetrækningsreform.

»Der ligger fortsat et stort arbejde foran os. Vi er ikke i mål,« siger her til eftermiddag Hollands finansminister Jeroen Dijsselbloem, der er formand for Eurogruppen.

For Alexis Tsipras repræsenterer kreditorernes modforslag alvorlige, og måske endda uoverstigelige udfordringer.

Det udspil, som han afleverede mandag, havde ifølge græske kilder rygdækning i Syriza-regeringen i Athen, hvorimod der hersker tvivl om, hvorvidt den græske premierminister også kunne mønstre hele sit parlamentariske flertal i parlamentet.

Modforslaget fra IMF, ECB og EU-Kommissionen blev sendt til Athen umiddelbart før, at Alexis Tsipras kørte til lufthavnen for at flyve til Bruxelles.

Det betyder, at han ikke har kunnet nå at handle kreditorernes krav af med sit politiske bagland.

Ved ankomsten til EU-hovedkvarteret i Bruxelles havde den græske premierminister kun ét ord at sige til det store antal medierepræsentanter, der ventede på ham:

»Hej.«

I de fem måneder, der er gået siden magtskiftet i Athen, har kreditorerne lært, at den græske regeringschef og hans finansminister Yanis Varoufakis ikke altid synes at have et klart mandat at forhandle ud fra.

Hvor andre stats- og regeringschefer og ministre i det europæiske system stort set altid ved, hvor langt de kan strække sig, og hvad de i givet fald kan skrive under på, synes Alexis Tsipras ikke at have den samme grad af handlefrihed.

Flere af forslagene i det græske udspil betragtes af IMF som mere ideologiske end finanspolitiske. Det gælder bl.a. højere selskabsskatter og øgede skatter for de mest velstående grækere. Traditionelt har IMF-modellen i forbindelse med hjælp til finansielt nødlidende lande ikke været rettet mod skatter, der kunne mindske mulighederne for økonomisk vækst.

Det er den almindelige opfattelse, at den græske regeringschef især har kunnet få et mandat til mandagens udspil, fordi det rummer elementer, der flugter med Syrizas ideologiske grundopfattelse.

Ved mødet med Jean-Claude Juncker, hvori også deltager ECB-præsident Merio Draghi og IMF-chefen Christine Lagarde, forventes Alexis Tsipras at blive præsenteret for forslag, der statsfinansielt har nogenlunde samme effekt som den græske regerings udspil, med som er renset for ideologiske tiltag.

Hvis han skal acceptere disse ændringer, kan det betyde en politisk splittelse i Athen, der kan føre til Syriza-regeringens fald.

Derfor er det meget mere end et spørgsmål om euro og cent, der vil præge dagens forhandlinger i Bruxelles.

Artiklens emner
Yanis Varoufakis
Christine Lagarde