Regeringen vil fjerne en række miljøkrav til danske landmænd
Regeringen er på vej med en ny retning for landbrugspolitikken og vil bl.a. helt fjerne kravet om randzoner.
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) vil fjerne en række højtprofilerede miljøkrav til landbruget og varsler et opgør med den hidtidige landbrugs- og miljøpolitik.
»Vi tager med det samme fat på at fjerne det obligatoriske krav om randzoner og efterafgrøder. Vi vil også se på gødskningsrestriktionerne,« siger Eva Kjer Hansen.
Initiativerne er en del af den landbrugspakke med 16 punkter, som Venstre sammen med Dansk Folkeparti og De Konservative tidligere har præsenteret.
Samtidig er regeringen klar til at skrue ned for de danske ambitioner om, at udledningen af ammoniak skal reduceres med 24 pct. inden 2020. I stedet sigter regeringen efter, at det danske reduktion skal på linje med EU-gennemsnittet på 6 pct.
Kravet om randzoner var Venstre selv med til at indføre, da partiet senest var i regering. Også kravet om efterafgrøder har en tydelig Venstre-signatur, da initiativet var med i vækstplanen for fødevarer, som Venstre, DF, De Konservative og Liberal Alliance lavede sammen med SR-regeringen i april 2014.
Vi tager med det samme fat på at fjerne det obligatoriske krav om randzoner og efterafgrøder. Vi vil også se på gødskningsrestriktionerneEva Kjer Hansen , miljø- og fødevareminister (V)
Eva Kjer Hansen erkender, at man nu går i en modsat retning.
»Det er vigtigt i politik at erkende, hvis man har lavet en fejl, og erkende, hvis man er blevet klogere. Vi kan se, at det ikke fungerer hensigtsmæssigt. Det fungerer negativt for landmændenes virke,« siger miljø- og fødevareministeren.
Socialdemokraterne møder regeringens initiativer med skepsis.
»Jeg synes, at Venstres politik halter. Hvis man skal være lidt frisk i replikken, kan det godt se ud som om, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har udnævnt en kvælstofsminister i stedet for en minister, der er interesseret i skabe en balanceret vækst i landbruget,« siger fødevareordfører Simon Kollerup.
I Danmarks Naturfredningsforening frygter man, at regeringens initiativer vil skade miljøet.

