Fortsæt til indhold

Første målinger: Snævert flertal til nej-siden i Grækenland

De første målinger tyder på en snæver sejr til nej-siden i Grækenland, men intet er afgjort endnu.

Politik

Kl 18 dansk tid lukkede valgstederne i Grækenland. Ifølge nyhedsbureaet AP er der tæt løb mellem ja- og nej-siden, men det tegner til at bliver en smal sejr til nej-siden.

Hvis målingerne holder, betyder det, at størstedelen af den græske befolkning har lyttet til deres premierminister Alexis Tsipras' anbefaling om at stemme nej til kreditorernes krav om reformer og besparelser.

Det er tre målinger, som alle tyder på en smal sejr til nej-siden. Men stemmerne er dog ikke talt op endnu, og målingerne bygger kun på et begrænset antal svarpersoner, så intet er afgjort endnu.

Der er ikke tale om traditionelle valgstedsmålinger, kaldet exit polls, men om målinger der er lavet på basis af telefonrundspørger, hvor svarpersonerne ikke nødvendigvis har stemt, når de deltager. Især er det vigtigt at bemærke, at der er stor usikkerhed om målingerne, når de viser så tæt løb.

BBC skriver, at en af målingerne viser en føring til nej-siden med 51,5 pct. af stemmerne, mens 48,5 prt. af vælgerne siger ja. Meget tyder altså på, at folkeafstemningen har delt befolkningen i to.

Mindst 40 pct. af de stemmeberettigede i Grækenland skal afgive deres stemme, hvis valget skal erklæres gyldigt. Det tyske nyhedsbureau DPA citerer lokale medier for, at valgdeltagelsen en time inden lukningen passerede de 40 pct.

De første officielle resultater ventes først at komme ved 20-tiden dansk tid. Men hvornår et endeligt resultat kommer afhænger meget af, hvor tæt løb der bliver mellem ja- og nej-siden.

Artiklens emner
Alexis Tsipras