Fortsæt til indhold

Eurolandene venter nu på udspil fra Grækenland

Eurolandene venter på udspil fra Grækenland efter det græske nej. Svære reformer er uundgåelige, lyder det.

Politik
Ritzau

Eurozonens finansministre forventer nye forslag fra den græske regering, inden de tirsdag klokken 13 går i gang med et eurogruppemøde, der skal forberede eurotopmødet tirsdag aften.

Det skriver eurogruppens formand, den hollandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem, mandag på Twitter, efter at den græske folkeafstemning søndag endte med et overvældende nej til långivernes krav om besparelser og reformer til gengæld for flere penge.

Efter at det græske nej søndag aften var en kendsgerning, sagde Dijsselbloem i en udtalelse, at "resultatet er meget beklageligt for Grækenlands fremtid".

- For at den græske økonomi kan komme på fode igen, er svære tiltag og reformer uundgåelige. Vi vil nu vente på de græske myndigheders udspil, sagde han.

Mandag morgen holdt EU-Kommissionens formand, Jean Claude-Juncker, EU-præsidenten Donald Tusk, chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, og Dijsselbloem et telefonmøde om situationen efter det græske nej.

Samtidig fastslår Eurogruppen og eurozonens myndigheder, at man er klar til "at gøre, hvad end der kræves", for at sikre stabiliteten i eurozonen.

Det siger EU-Kommissionens næstformand med ansvar for euroen, Valdis Dombrovskis.

- Der er ikke tvivl om eurozonens stabilitet, siger Dombrovskis på et pressemøde i Bruxelles.

Dombrovskis siger samtidig, at det græske nej udvider kløften mellem Grækenland og de 18 andre eurolande.

- Der er ingen nem vej ud af krisen. For meget tid og for mange muligheder er gået tabt, siger han.

Eurokommissæren understreger samtidig, at EU-Kommissionen er klar til at forhandle videre om en løsning på den græske gældskrise.

- Kommissionen er klar til at fortsætte sit arbejde med Grækenland. Men jeg må gøre det klart, at Kommissionen kan ikke forhandle om et nyt program med Grækenland uden et mandat fra eurogruppen, siger Dombrovskis.

Han siger samtidig, at Europa har været ved grækernes side under hele den græske gældskrise, og at europæiske skatteydere har ydet hidtil uset finansiel støtte til Grækenland. Siden 2010 har eurolandene lånt 184 milliarder euro til Grækenland.

Artiklens emner
Mario Draghi