Fortsæt til indhold

Virksomheder dumper jobcentrene i jagten på ny arbejdskraft

Erhvervslivet skriger på ny arbejdskraft, men nye tal afslører, at kun få danske virksomheder samarbejder med et jobcenter om at rekruttere. Det kan hæmme virksomhedernes vækst, lyder advarslen fra erhvervslivet. Jobcentrene skal være mere opsøgende, fastslår Venstre.

Politik

Kun 12 pct. af de danske virksomheder har i det seneste år samarbejdet med et jobcenter om at rekruttere nye medarbejdere. Det afslører en undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fra april i år, hvor 14.000 virksomheder er blevet spurgt til deres samarbejde og tilfredshed med landet 94 jobcentrene i efteråret 2014.

»Brugen af jobcentrene er bemærkelsesværdig lav, og det er et klart udtryk for et mismatch mellem virksomhedernes behov og jobcentrenes service,« siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Jobcentrenes samarbejde med virksomhederne fungerer ikke, selvom et bredt politisk flertal med beskæftigelsesreformen fra juni sidste år fastslog, at centrenes kerneopgave er at servicere virksomhederne og sikre jobformidling. Alligevel er antallet af virksomheder, der bruger jobcentrene, stort set ens med året før, viser undersøgelsen.

Bliver samarbejdet ikke bedre, advarer både Dansk Erhverv og Dansk Arbejdsgiverforening om, at der hurtigt kan opstå flaskehalse på arbejdsmarkedet, og at mange virksomheder derfor må drosle ned for deres aktiviteter herhjemme.

Artiklen fortsætter under grafikken...

»Formidling af arbejdskraft er en af jobcentrenes vigtigste opgaver, især når virksomhederne har begyndende problemer med at rekruttere arbejdskraft,« mener Peter Halkjær.

Tidligere skatteminister for Socialdemokraterne, Carsten Koch, var formand for den forrige regerings ekspertudvalg på beskæftigelsesområdet, og han peger på, at jobcentrene ikke forstår virksomhedernes behov.

»Virksomhederne er faktisk ret interesserede, så det er jobcentrene, der skal være mere oppe på dupperne. Jobcentrene er ikke udfarende og servicemindede nok i forhold til virksomhederne, og det er det store problem,« siger Carsten Koch.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) har ikke kunnet kommentere sagen grundet sommerferie, men Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, er enig med Carsten Koch i, at jobcentrene skal tage teten. Han ønsker dog at se tiden an, før Venstre vil skride ind.

»Jobcentrene skal være mere opsøgende, for 12 pct. er et lille tal. Det skal være nemt for virksomheder at henvende sig, og det skal i højere grad lykkes at lave det rigtige match mellem stillingerne og de ledige,« siger han.

Jobcentrene er dog meget opmærksomme på, at virksomhederne er vigtige medspillere, pointerer Helle Linnet, der er landsformand for Foreningen af Socialchefer i Danmark.

»Men den største kritik lyder ofte, at vi ikke har det, som de efterspørger. Hvis man mangler en ingeniør eller en anden specifik profil, kan vi ikke levere varen,« siger hun.

Artiklens emner