Fortsæt til indhold

International kamp om arbejdskraft sender politikere i fedtefadet

Skellet mellem erhvervslivets og politikernes interesser har vokset sig større i udlændingedebatten, og det skæmmer virksomheders muligheder for at tiltrække nødvendig arbejdskraft fra udlandet, mener professor Ove K. Pedersen.

Politik

Et forventeligt og uundgåeligt sammenstød mellem erhvervslivet og politikerne.

Sådan beskriver professor Ove K. Pedersen fra Copenhagen Business School erhvervslivets forstærkede kritik af udlændingepolitikken og senest Venstre-regeringens varslede asylannoncer, der skal forsøge at bremse asyltilstrømningen til Danmark.

»Regeringer skal kunne prioritere mellem en lang række forskellige interesser, mens erhvervslivet mere entydigt har deres ensidige interesser. Når erhvervsledere og organisationernes ledere lægger et stadig stigende pres på politikerne, ser vi nu klarere modsætninger i dansk politik,« forklarer Ove K. Pedersen.

For mens regeringen dribler med flere forskellige spørgsmål på udlændingeområdet, har erhvervslivet et klart budskab: Der er brug for kompetent udenlandsk arbejdskraft til Danmark, hvis et økonomisk opsving skal slå rødder.

En Venstre-regering, der typisk vil repræsentere erhvervslivets interesser, kommer til at sidde midt i fedtefadet mellem forskellige typer af prioritering, herunder udlændingespørgsmålet, som spiller en vigtig rolle både i nationale valg – også europæisk
Ove K. Pedersen, Professor, Copenhagen Business School

»I takt med at den finansielle krise er ved at tone ud, bliver det mere og mere evident, at det danske arbejdsmarked i øjeblikket ikke fuldt ud har den kompetente arbejdskraft, der er brug for. Derfor må man gå uden for landets grænser for at finde den, og her er danske virksomheder i hård international konkurrence,« siger Ove K. Pedersen og fortsætter:

»I den sammenhæng er det ikke nogen positiv udvikling, at der bliver produceret annoncer fra regeringen, som siger "hold jer væk",« siger han.

Ove K. Pedersen er forfatter til bogen "Konkurrencestaten", og han mener også, at det netop er den støt stigende internationale kamp om de dygtigste medarbejdere, der skaber konflikt mellem erhvervslivet og politikerne.

»En Venstre-regering, der typisk vil repræsentere erhvervslivets interesser, kommer til at sidde midt i fedtefadet mellem forskellige typer af prioritering, herunder udlændingespørgsmålet, som spiller en vigtig rolle både i nationale valg – også europæisk,« fortæller han.

Her sker der det, at debatten om mennesker på flugt og udlændinge på arbejdsmarkedet blandes sammen, og det svækker erhvervslivet i konkurrencen.

»Der går politik i den og, de fine nuancer forsvinder, men det er den nuance, som erhvervslivet har brug for. Og det er den, som de ikke kan få, når man taler om de her såkaldte skræmmekampagner,« mener Ove K. Pedersen.

Artiklens emner
Ove Kaj Pedersen