Eksperter: Peter Loft bevæger sig på kanten af loven
To eksperter mener, at Peter Loft fra Skatteministeriet som minimum er i gråzonen for, hvad han må, når han rådgiver bilbranchen.
Skatteministeriets hjemsendte departementschef, Peter Loft, bevæger sig på kant med loven, når han rådgiver autobranchen i skatte- og afgiftsspørgsmål.
Det vurderer to eksperter, efter at det i sidste uge kom frem, at Autobranchen Danmark har hyret Peter Loft, der blandt andet skal have fokus på en række sager, hvor Skat har beskyldt bilforhandlere for at manipulere med registreringsafgiften.
Hverken lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet Sten Bønsing eller professor i ansættelsesret på Aarhus Universitet Ole Hasselbalch vil konkludere endeligt på, om Loft er på den rigtige eller forkerte side af loven.
Men de er enige om, at han har bevæget sig ud i en gråzone med rådgivningsaftalen med bilforhandlerne.
»Nu er det jo specielt, fordi Peter Loft faktisk ikke laver noget i Skatteministeriet. Så det er svært at sige, at hans arbejde i ministeriet vil blive påvirket. Men i en normalsituation ville det være en helt åndssvag dobbeltrolle, og det ville være umuligt at afgøre, hvor hans interesser ligger, og om han rådgiver den ene eller anden arbejdsgiver rigtigt,« siger Sten Bønsing.
Bønsing hælder mest til, at Lofts bijob - hjemsendelse eller ej - er uforeneligt med at bestride en så høj embedsmandsstilling som departementschef.
Det er tjenestemandsloven, der regulerer offentligt ansattes ret til bijob, der ifølge en vejledning fra Finansministeriet kan forbydes, hvis der er risiko for interessekonflikter.
Selv om Ole Hasselbalch er enig i, at Lofts rådgivningsaftale er en gråzone, mener han også, at der er ting, der taler til fordel for, at den hjemsendte departementschef er på lovlig grund:
»Så længe han ikke rådgiver om ulovligheder, kan det være svært for arbejdsgiveren at komme efter ham, når arbejdsgiveren samtidig ikke vil bruge hans arbejdskraft, og hvor udnyttelsen til anden side ikke indebærer konkurrencemæssige eller tilsvarende problemer,« siger han.
Peter Loft fastholder, at han ikke gør noget forkert, netop fordi Skatteministeriet ikke vil bruge ham.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har ingen kommentarer.

