Fortsæt til indhold

Kommission opgiver at finde fremtidens dagpengesystem

Tidspres har fået dagpengekommissionen til at se helt bort fra et af sine hovedformål. Bestræbelserne på at finde et dagpengesystem, der er fremtidssikret og tager højde for stadig flere lønmodtagere på nye ansættelseskontrakter, er opgivet.

Politik

Freelancere, honorarlønnede, projektansatte og andre på alternative ansættelseskontrakter vinder udbredelse på arbejdsmarkedet, og et af hovedformålene med at nedsætte en dagpengekommission var at få bud på et fremtidssikret dagpengesystem, der ikke længere har sin rod industrisamfundet klassiske aflønningsformer.

Men når kommissionen fremlægger sine anbefalinger, vil den være renset for bud på, hvordan dagpengesystemet tager højde for de omsiggribende nye ansættelsesformer.

Det erfarer Finans fra centrale kilder.

I stedet vil kommissionen anbefale, at regeringen nedsætter en ny arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen skal have et år til at komme med anbefalinger, så de kan træde i kraft i 2017 samtidig med en ny dagpengereform. Dagpengekommissionen har sågar skrevet en slags kommissorium for den nye arbejdsgruppe. Og kommissionen foreslår, at arbejdsmarkedets parter får sæde i arbejdsgruppen - akkurat som i dagpengekommissionen.

Forklaringen på, at dagpengekommissionen melder pas, er den simple, at kommissionen har været under tidspres. Oprindeligt skulle kommissionen have afleveret sine anbefalinger ved årsskiftet, men SR-regeringen bad kommissionen fremskynde sit arbejde på grund af den vedvarende ballade om dagpengereformen fra 2010. Og siden kom valgkampen på tværs af kommissionens arbejde, da Finansministeriet ikke måtte bistå kommissionen under valget.

Problemerne med de nye ansættelsesformer er mangeartede, men et klassisk problem er f.eks. en freelancer, der er hyret til at udføre en bestemt opgave for en bestemt sum penge. Dagpengesystemet tæller timer, så hvordan skal en eventuel dagpengeberegning se ud?

Formand for Akademikernes Centralorganisation Finn R. Larsen understreger, at der skal findes løsninger for de mange med alternativ aflønning.

»Det er vigtigt, at man får løst problemerne med folk, der er ansat på atypiske måder. Det er en udvikling, som tager til. I USA er hver tredje i den arbejdsduelige del af befolkningen i dag selvstændig. Helt så stort et omfang får det måske ikke i Danmark, men fremtidens dagpengesystem er nødt til at håndtere de udfordringer, vi står overfor,« siger han.

Artiklens emner
Dagpengekommissionen
Finn R. Larsen