Luxembourg afviser pure Vestager i skattesag om millioner
Ifølge EU-Kommissionen har Luxembourg og Holland givet store skattefordele til Fiat og Starbucks.
Luxembourg tager klar afstand fra EU-Kommissionens afgørelse om, at storhertugdømmet har givet særlige skattefordele til bilfabrikanten Fiat, hvilket er ulovligt ifølge EU's regler for statsstøtte.
- Luxembourg er uenig i konklusionerne. Luxembourg vil benytte passende, rettidig omhu for at analysere beslutningen fra kommissionen såvel som dens juridiske rationale, lyder det i en pressemeddelelse.
EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, oplyste på et pressemøde onsdag, at kommissionen pålægger Luxembourg og Holland at indkræve mellem omkring 150 og 224 mio. kr. fra henholdsvis Fiat og Starbucks.
Det har dog ingen gang i virkeligheden, lyder det fra Luxembourg, som skulle have indgået en aftale med den italienske bilfabrikant om, at et datterselskab til Fiat kan betale en markant lavere skat i Luxembourg.
Vestager maner dog til besindighed.
- Nu må de læse afgørelsen og tænke efter, om de synes, det er værd at gå i retten for, siger Margrethe Vestager om Luxembourgs og Hollands rolle i sagen, hvor de anklages for at give ulovlige skattefordele.
Sagerne kommer i kølvandet på de såkaldte LuxLeaks-dokumenter, som i 2014 afslørede, at en række internationale virksomheder angiveligt har lukrative skatteaftaler med europæiske lande.
Ritzau