Fortsæt til indhold

HK erklærer dagpengeaftalen krig

Balladen om dagpenge er ikke lukket med den politiske lynaftale - tværtimod er såret genåbnet, siger HK-formand Kim Simonsen. Han er rasende over indhugget i dimittendsatsen og står ikke længere bag karensdage i dagpengesystemet.

Politik

»Hvis du vil have en overskrift, kan du skrive, at såret er genåbnet,« sådan lyder det fra HK-formand Kim Simonsen.

Hvis politikerne havde håbet på fred om dagpengene med dagens lynaftale, er resultatet ifølge en af fagbevægelsens tungeste folk det stik modsatte.

»Vi var i gang med at lukke en flanke med vores deltagelse i dagpengekommissionen, nu har politikerne genåbnet den. Der bliver ikke fred om dagpenge fra nu,« siger Kim Simonsen.

Han understreger, at HK ikke længere står bag de tre årlige karensdage uden dagpenge til ledige, som fagbevægelsen anbefalede i dagpengekommissionen. De tre karensdage står ved magt i dagens politiske aftale mellem Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, selv om eksperterne i kommissionen og arbejdsgiverne anbefalede otte karensdage.

»Nej, nu hedder det nul karensdage for vores vedkommende,« siger Kim Simonsen.

Prisen for kun at få tre karensdage har været at sænke dagpengesatsen for nyuddannede yderligere end til de 78 pct. af dagpengesatsen, som dagpengekommissionen foreslog, til 71,5 pct. for ikke-forsørgere. Og det vil HK ikke være med til.

»Vi sagde klart og tydeligt, at det fagbevægelsen stod bag i dagpengekommissionen, var smertegrænsen,« siger Kim Simonsen.

Oplægget fra fagbevægelsen var, at man fandt 600 mio. kroner til forbedringer i dagpengesystemet ved at skære andre steder, og at politikerne betalte den anden halvdel af regningen for dagpengekommissionens anbefalinger.

Med den politiske aftale bliver regningen til politikerne kun på 300 mio. kroner, som partierne bag aftalen nu har forpligtet hinanden på at finde.

»Politikerne har svigtet,« siger Kim Simonsen.

Gælder det også Socialdemokraterne?

»Så sent som i mandags så jeg Dansk Folkepartis formand sige, at han parat til at finde de 6-700 mio. kroner til regningen. I det lys har jeg ikke noget pænt at sige om nogen af partierne bag aftalen - heller ikke Socialdemokraterne,« siger Kim Simonsen.

Artiklens emner
HK/Danmark
Dagpengekommissionen