Stelton-ejer får udviste flygtninge som naboer og forlader i protest formandspost i regeringens Virksomhedsforum
Direktør og ejer af Stelton, Michael Ring, stopper omgående som formand for Virksomhedsforum i protest over regeringens flygtningepolitik. En af årsagerne er, at hans nabo, Sjælsmark Kasserne, omdannes til flygtningecenter.
Klokken 9.21 tirsdag morgen sendte direktør og ejer af Stelton, Michael Ring, en mail til hele regeringens Virksomhedsforum om, at han med øjeblikkelig virkning trak sig som formand for Virksomhedsforum - og hvor der er møde onsdag den 9. december.
Til TV2 News oplyser han, at det sker i protest mod regeringens flygtningepolitik. Han raser mod planerne om at omdanne Sjælsmark Kaserne til et flygtningecenter, bl.a. fordi han selv bor ganske få hundrede meter herfra på en større landejendom, og frygter for konsekvenserne af beboerne på det kommende flygtningecenter:
»Der skulle permanent komme 700 udviste asylansøgere eller folk på tålt ophold, folk med udvisningsdomme - altså kriminelle. Der prøvede vi at sige, at der er en anden løsning,« siger Michael Ring til TV2 Finans.
»Vi kan godt se, der er et voldsomt pres på vores grænser, og vi vil gerne være med til at hjælpe. Derfor kom vi med et initiativ om at købe Sjælsmark Kaserne, udleje det, så vi fik et midlertidigt normalt asylcenter, og så efter nogle år lukke det ned. Så har vi stadig modtagercenteret i Sandholm, og så har vi 7-800 asylansøgere i vores baghave og ikke 1500, hvoraf 700 af dem har en dubiøs baggrund,« lyder det fra Stelton-ejeren.
Et medlem af Virksomhedsforum, der ikke ønsker sit navn frem, fortæller til Finans, at Ring gjorde et godt stykke arbejde, han var engageret og tog de svære kampe, når det var svært at få noget igennem embedsapparatet. Vedkommende ser beslutningen og dens grundlag som truffet »i affekt«.
Erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen, beklager Michael Rings beslutning.
»Jeg har kun ros til overs for Michael Ring, men når han ikke længere vil være formand, tager jeg det til efterretning,« siger Troels Lund Poulsen til TV2 Finans.
»Vi er i den situation, at hele Europa er under pres på grund af flygtningespørgsmålet, men det er ikke mig som erhvervs- og vækstminister, der har ansvaret for det område, det er min gode kollega Inger Støjberg,« fortsætter han.
Virksomhedsforum er en opfindelse, som den tidligere SRSF-regering står bag. Virksomhedsforum blev oprettet i 2012 og hovedformålet er at udpege regelbøvl og byrder, der plager de danske virksomheder. Tre gange om året sender Virksomhedsforum derefter en række regelforenklinger videre til erhvervs- og vækstministeren.
Virksomhedsforum består af en række profiler fra erhvervslivet, erhvervslivets organisationer og fagbevægelsen.
»Den beslutning, som Michael Ring har truffet, skal ikke føre til, at Virksomhedsforum ikke får lov at fortsætte. Vi må finde en ny formand, og det går jeg i gang med hurtigst muligt,« siger ministeren.
Blandt medlemmerne sidder blandt andet Geert Laier Christensen, underdirektør i Dansk Erhverv, Ane Buch, adm. direktør i Håndværksrådet og Nanna Højlund, næstformand i LO.