Fortsæt til indhold

91.000 flygtninge og familiesammenførte kommer til Danmark inden 2020

Over 91.000 flygtninge og familiesammenførte vil frem mod 2020 få opholdstilladelse i Danmark, viser nye tal fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Politik

De igangværende trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter har én overskyggende dagsorden – at få flygtninge integreret og ud på det danske arbejdsmarked. Og der er tale om en stor gruppe personer, der skal integreres på arbejdsmarkedet.

Et nyt svar fra integrationsminister Inger Støjberg til Folketingets finansudvalg viser, at regeringen regner med, at der frem mod 2020 skal tildeles opholdstilladelser til over 91.000 flygtninge og familiesammenførte.

I 2016 vil 25.300 få opholdstilladelse, mens tallet ventes at stige til 27.600 i 2017. I 2018 og 2019 vil tallet falde til 19.900 og 18.900, viser tallene fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

I 2015 blev der givet opholdstilladelser til 20.719 personer ifølge Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Tallene kommer samme dag som LO og Dansk Arbejdsgiverforening har præsenteret et nyt fælles integrationsudspil, der skal løse udfordringerne med at få flygtninge integreret på det danske arbejdsmarked.

Konkret foreslår fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationen en to-årig integrationsgrunduddannelse (IGU) rettet mod flygtninge mellem 18 og 40 år.

Den nye integrationsuddannelse, som er blevet vel modtaget af både statsminister Lars Løkke Rasmussen og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, skal fungere som et supplement til f.eks. løntilskud, virksomhedspraktik og opkvalificering.

Undervejs skal flygtningene igennem et 20 ugers uddannelsesforløb, og de vil modtage elevløn, mens de arbejder på en virksomhed.

Regeringen har selv tidligere vurderet, at udgifterne til integrationsprogrammerne fra 2016 til 2019 vil koste statskassen næsten 22 mia. kr.

Derudover kommer udgifter til asylansøgere og familiesammenførte på omtrent 13 mia. kr. I alt skal der bruges 47,8 mia. kr. på udlændinge og integration fra 2016 til 2019, vurderer regeringen.

Alene i år regner regeringen med, at der skal bruges 11 mia. kr. på asyl- og flygtningeområdet. Det er næsten tre gange så meget som i 2013, hvor udgiften lød på fire mia. kr.

Den store strøm af flygtninge har fået regeringen til at udskyde bl.a. forhandlingerne om en skattereform til efteråret.

Artiklens emner
LO