Cepos: Giv lærlingene 5 kr. mindre i timen – så får de 2.200 flere praktikpladser
De kommende trepartsforhandlinger skal se på, hvordan flere kommer i uddannelse, og derfor bør man overveje en lavere løn til lærlinge, mener Cepos og Dansk Byggeri. Glem det, siger LO.
Slagsmålet om flere praktikpladser i virksomhederne bliver formentlig en af de knaster, som parterne til trepartsforhandlingerne om kort tid skal høvle på. Her kan de med fordel se på en reduktion af lærlingenes løn, mener den liberale tænketank Cepos.
Mere præcist foreslår man at sænke timelønnen med 5 kr., for det vil give 2.200 flere praktikpladser.
»Vi har i årtier hørt på debatten om mangel på praktikpladser uden at se på roden til problemet, som i høj grad er lønomkostningerne. Danske lærlinge ligger klart over eksempelvis de tyske og østrigske, de tjener langt mere end dem på SU, og de kan godt klare sig for mindre,« siger cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen.
Beregningerne tager udgangspunkt i Vismændenes rapport fra 2014, hvor det nævnes, at en nedgang i lønnen på 1 pct. på længere sigt vil øge antallet af praktikpladser med tilsvarende 1 pct.
Mads Lundby Hansen erkender, at lønforhandlingen ligger i overenskomstregi.
»Hvordan arbejdsmarkedets parter vil organisere det, vil jeg ikke blande mig i, men jeg påpeger bare, at debatten har kørt i mange år og man diskuterer aldrig roden til det, nemlig lønomkostningerne.«
Hos Dansk Byggeri peger adm. direktør Lars Storr-Hansen også på behovet for at sænke omkostningerne. En undersøgelse har vist, at en tredjedel af tømmervirksomhederne i organisationen vil tage flere lærlinge, hvis omkostningerne var lavere.
»Der er ingen tvivl om, at der er sammenhæng mellem omkostninger ved at have lærlinge og antallet af lærlingepladser. Vi har bragt det op til overenskomstforhandlingerne, men der er ikke kommet noget ud af det. Er målet flere lærlingepladser, må man gøre noget ved det, men det må være op til forhandlingerne,« siger Lars Storr-Hansen
LO’s cheføkonom Allan Lyngsø Madsen kan på ingen måde følge Cepos’ tanker:
»Cepos rammer helt ved siden af skiven, for der er bred enighed om, at vi kommer til at mangle masser af dygtige faglærte, og at vi skal sikre, at endnu flere unge vil gå den vej. At gå ned i løn gør det ikke mere attraktivt. Det, vi mangler, er at virksomhederne løfter ansvaret for at oprette flere praktikpladser, for de har i høj grad selv fremført problemstilling om mangel på arbejdskraft,« siger cheføkonomen.


