Stjålne oplysninger om danskere med hemmelige formuer hitter i Skat
Skat har to gange fået tilbudt at købe oplysninger om danskere med hemmelige formuer i skattely, og både Skat og en forsker forudser, at der vil komme flere af den type tilbud i fremtiden.
Lækager og stjålne dokumenter bliver i stigende omfang et arbejdsredskab for skattemyndighederne.
Det fortæller projektchef i Skat Morten Bøhm, der er ansvarlig for Skats indsats mod skattely.
Onsdag deltager han i et hasteindkaldt møde i OECD, hvor medlemslandene skal diskutere, hvordan de kan udveksle informationer fra 11,5 millioner lækkede filer fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama.
Skat har tidligere fået stjålne data, som Tyskland købte af en tidligere medarbejder i LGT Bank i Liechtenstein, og fra Frankrig, der fik dem fra en tidligere ansat i HSBC i Schweiz.
Skat har også selv fået tilbud om at købe lignende oplysninger, og der arbejdes stadig på materiale fra en ukendt myndighed i en sag, der endnu er omgivet af dyb fortrolighed.
»Jeg ved ikke, hvor mange tilbud andre lande får om den slags, men jeg tror, at den type salg af oplysninger er en stigende tendens, fordi informationerne nu kan transporteres på digitale medier,« siger Morten Bøhm i et interview med Finans.
Han vurderer dog, at Skat ikke er lige så afhængig af lækager som andre lande, fordi Danmark i over ti år har fået udleveret data fra Nets og danske banker, der bl.a. har blotlagt transaktioner mellem bankkonti i Danmark og skattely.
Lektor i skatteret på Aalborg Universitet Thomas Rønfeldt har fået penge af Skat til at forske i skattely, og han forventer også at se flere sager om stjålne og lækkede data i fremtiden.
»Der ser ud til at være to typer, som står bag. Der er dem, der vil hjælpe myndighederne til optrævle forhold, der har været skjult, og de gør det for at få ro i sjælen. Den anden type ser det som en iskold forretning, og de sælger oplysninger for egen vindings skyld,« siger Thomas Rønfeldt.
Han mener dog, at myndighederne skal træde meget varsomt.
Risikoen er ifølge Rønfeldt, at sælger kan lægge forfalskede dokumenter ind blandt de ægte for at få ram på bestemte personer.
»Myndighederne skal virkelig behandle oplysningerne med største grad af omhu og forsigtighed,« siger han.
Skat arbejder stadig på at få adgang til de lækkede filer fra Mossack Fonseca. I første omgang er man gået i gang med at gennemgå 37.000 navne, som The Sunday Times har gjort tilgængelige fra Panamas selskabsregister.

