Dansk Industri: Ny postaftale spænder ben for nethandel
Det vil kun blive mere besværligt for både netbutik og kunde, hvis ny postaftale stemmes igennem Folketinget.
Det vil blive et hårdt slag for de virksomheder, der lever af at sælge varer over internettet, hvis Folketinget tirsdag stemmer ja til en ny postaftale.
Det mener Annette Falberg, branchedirektør i DI (Dansk Industri, red) Handel.
- Det er tre skridt tilbage for danske nethandlere, da det bliver en enorm omvæltning. En ny aftale vil kun forringe konkurrencevilkårene, siger hun.
Aftalen vil skære antallet af postdage fra seks til fem og afløse den hurtige A-post med B-post, der er tre dage undervejs.
Et af formålene med den nye aftale er at hjælpe Post Danmarks økonomi på ret køl igen. De seneste tre år har de nemlig haft årlige underskud på 100-150 millioner kroner.
Ifølge transportminister Hans Christian Schmidt (V) bør momslovgivningen ændres. Tidligere har Post Danmark haft særlige momsregler, der betød, at der ikke skal betales moms, men den specielle aftale vil ministeren til livs.
Og det vækker bekymring hos Annette Falberg.
- I dag sætter nethandlerne en standardpris for fragten som eksempelvis 49 kroner. Det vil ikke gå med en ny aftale, hvor forhandlerne bliver nødt til at lægge hver eneste pakke på vægtskålen, for at kunderne betaler det rigtige i moms.
Uroligheden hos Dansk Industri er særlig stor, fordi den nye postaftale netop rammer fragtpriserne, der i forvejen er en udfordring for de danske virksomheder.
- Vi er i hård konkurrence med udlandet. En tredjedel af de danskere, der shopper på nettet, handler i udlandet. En af de store årsager til det, er de lavere priser, siger Annette Falberg.
Trods erhvervslivets bekymringer støttes aftalen af både regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Desuden er Socialdemokraterne også klar til at stemme for, hvis transportministeren kan klargøre, om momsændringen vil gavne Post Danmark. Det fortæller postordfører Christian Rabjerg Madsen (S).
- Regeringen må fremlægge den samlede konsekvens af regeringens politik for Post Danmark. Før vi kan få de svar, er vi ikke klar til at indgå en aftale, siger han.
/ritzau/