Joachim B: Loven skal tilpasses Uber
Det er en dårlig nyhed, at kørselstjenesten Uber lukker ned i Sverige om en uge. Det siger medlem af Folketinget for Liberal Alliance, Joachim B. Olsen, der har været en varm fortaler for den amerikanske taxi-tjeneste. Det skriver Fagbladet 3F.
Lukningen i Sverige sker efter, at flere Uberchauffører er blevet dømt for overtrædelse af taxilovgivningen. Senest blev en 34-årig Uber-chauffør i den svenske Landsret idømt en bøde på 8.700 kr.
- Det er en dårlig nyhed, at de lukker ned. Det tjener ikke almenvellets interesse. Når folk gerne vil have Uber, så skal der også være plads til dem, og så skal lovgivningen tilpasses. Der er ingen problemer med Uber, siger Joachim B. Olsen.
Formand for 3F's Transportgruppe Jan Villadsen er derimod glad for, at Sverige tog kampen op mod Uber.
- Uber har overtrådt alle regler. Når de svenske myndigheder så håndhæver love og regler, er Uber ikke længere interesseret. Jeg håber, at den form for uregulerede arbejdsforhold og sort kørsel hurtigst muligt stopper i Danmark også, siger Jan Villadsen.
Uber, der har opereret i Sverige siden efteråret 2014, håber, at tjenesten kan blive relanceret, hvis de gældende regler bliver ændret.

