Flere hænder skal sikre mod momsfusk
Endnu en møgsag lurer over Skat - løsningen kan være flere medarbejdere og øget kontrol, lyder det fra flere sider i Folketinget.
Flere medarbejdere til Skat.
Det ser ud til at være løsningen, som flere politiske partier sværmer om, efter nyheden om endnu en mulig udbytteskatskandale svirrede søndag.
Således meldte Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, at regeringen holder øje med, om Skat er ordentligt klædt på til at varetage sine opgaver – også i forhold til kontrol med momsudbetalinger.
»Vi vil gerne have, at vi hele tiden får et mere velfungerende skat, som også kan lave bedre tilsyn med momsudbetalinger, så vi fanger dem, der svindler med moms,« sagde hun søndag til Ritzau og uddybede, at hvis hun oplever, at Skat har behov for flere medarbejdere, er regeringen åbne for at se på det.
Samme udmelding kommer fra begge sider af Folketingssalen.
Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, udtalte søndag til Ritzau, at der er blevet effektiviseret for hårdt på Skat, og at der »helt klart er områder, hvor der er brug for flere ressourcer«. Han opfordrer til, Skats ressourcer skal med til finanslovsforhandlingerne til efteråret.
Og fra Socialdemokratiet kaldte skatteordfører Jesper Petersen det for »rettidig omhu«, at Rigsrevisionen nu vil gennemgå Skats kontrol på momsudbetalinger.
Sagen, der frygtes at være endnu en milliardskandale på Skats efterhånden hårdt belastede skuldre, kom frem, da det stod klart, at Skat i 2015 havde modtaget anmodninger om momsudbetaling fra danske eksportvirksomheder for 226 mia. kr. Det er 66 mia. kr. mere end i 2010, og det er disse kolossale momsudbetalinger, som nu er årsagen til, at Rigsrevisionen vil kulegrave kontrollen af udbetalingerne.
»Vi mangler en gennemgribende undersøgelse af dette område,« sagde Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), til Politiken søndag.
Selv har Skat kaldt det "fornuftigt", at Rigsrevisionen vil kigge Skat efter i sømmene, og Skats indsatsdirektør, Jim Sørensen, håber på »gode idéer til at gøre det endnu bedre«:
»Momsområdet er et af de højst prioriteret områder i Skat. Hver femte krone, der kommer ind i Skat, kommer fra momsdelen. Så vi har i forvejen en masse ressourcer, vi bruger på momsområdet. Men det er en god idé, at Rigsrevisionen nu vil granske det,« sagde han søndag til Ritzau.
Men Skat skal tage sagen alvorligt, lød det fra skatteadvokat Torben Bagge, som mener, det er meget simpelt at svindle med momsen.
»Når et system er bygget op på den måde, hvor personer selv momsangiver, forudsætter det en effektiv kontrol, så folk ikke bliver fristet til at angive forkerte tal for at få penge ud af statskassen,« siger han.
Spørgsmålet, som Rigsrevisionen skal tage stilling til, er således, om den kontrol er effektiv nok. Det er der flere medarbejdere i Skats egen momskontrol, der flere gange både har stillet spørgsmålstegn ved og forsøgt at slå alarm over for.
Hos Dansk Told- og Skatteforbund, som organiserer de ansatte i Skat, har man længe følt sig overhørt fra Skats ledelse, forklarede formand Jørn Rise søndag:
»Vi er kede af det. Vi har mange gange sagt, at det er et latent område. Jeg må til stadighed konstatere, at jeg lever i en branche, hvor det hedder "hvad sagde jeg". Der er en vis reaktionstid, fra man siger noget, til der sker noget.«
Han mener simpelthen, der er for få medarbejdere i Skat – der er skåret for meget ind til benet.
Således er det kun omtrent 2 pct. af sagerne, der overhovedet bliver kontrolleret, på trods af at der bliver udbetalt negativ moms for over 200 mia. kr.
Alligevel er medarbejdernes bekymring hidtil blevet afvist af Skats ledelse.


