Hollande og Merkel mindes 300.000 dræbte landsmænd
De to ledere nedlægger kranse for de tyske og franske soldater, der døde i Verdun i 2016.
Præsident François Hollande og forbundskansler Angela Merkel står søndag side om side på slagmarken ved Verdun for mindes dem, der blev dræbt for 100 siden under et af de blodigste forløb i Første Verdenskrig.
Offensiven i 1916 varede i 300 dage og kostede over 300.000 livet.
For at markere årsdagen vil de to ledere nedlægge kranse for at sende en besked til alle om behovet for enhed på et tidspunkt, hvor EU er under pres som følge af blandt andet flygtningekrisen og et muligt britisk farvel til EU.
Merkel har forud for årsdagen igen understreget de nære bånd mellem Frankrig og Tyskland, som ofte opfattes som motoren i EU-samarbejdet.
- Invitationen til mindeceremonien ved Verdun viser, hvor godt forholdet er i dag mellem Frankrig og Tyskland, siger kansleren.
Ved en frokost skal de to ledere, der i korte taler ved Verdun vil tale om Europas udfordringer, diskutere kriserne i EU.
Slaget ved Verdun er blevet symbolet på krigens meningsløshed, men er i dag også et billede på tysk-fransk forsoning.
Under offensiven blev der i gennemsnit dræbt 1000 tyske og franske soldater hver eneste dag. De kæmpede i et inferno, hvor 200.000 granater dagligt haglede ned over dem.
Hvis man tæller de sårede og krigsfangerne med, mistede Tyskland og Frankrig tilsammen 750.000 kampklare soldater.
Det var Tyskland, der indledte slaget ud fra en forventning om, at den franske hær ville miste flere soldater end den tyske og dermed forbløde først.
Hvis vindretningen var rigtig, kunne man høre slaget flere hundrede kilometer væk døgnet rundt.
Ved landsbyen Douaumont, der blev fuldstændig udslettet under kampene, ligger 16.000 franske soldater begravet under hvide kors på en gigantisk græsplæne.
Skyttegravene var mange steder brudt sammen, og soldaterne kæmpede fra granathul til granathul. Efterhånden blev de begravet i slagmarkens mudder.
Slaget ved Verdun endte uafgjort. Tyskland og Frankrig mistede omtrent lige mange soldater, og fronten havde næsten ikke rykket sig, da det omsider var slut.
Tyskland tabte krigen to år senere.

