Fortsæt til indhold

ATP skaber millionbesparelser i den offentlige sektor

ATP, der er mest kendt for at forvalte danskernes tillægspensioner, har i løbet af år skabt en helt ny forretning.

Politik
/ritzau/

Hvad har Statens Administration, Arbejdsskadestyrelsen, Pensionsstyrelsen og Udbe­taling Danmark tilfælles? De har alle fået ATP - Arbejdsmarkedets Tillægspension - som arbejdsgiver.

I det stille og uden for offentlighedens søgelys er ATP blevet leverandør til den offentlige sektor, som medfører, at ATP bliver arbejdsgiver for flere tusinde ansatte, der tidligere hørte til direkte under staten og kommunerne, skriver Berlingske.

Efter en succesrig overtagelse af Udbetaling Danmark har ATP nu også indgået aftaler med Arbejdsskadestyrelsen og Statens Administration. Det er henholdsvis 400 og 70 årsværk, der flyttes ud af staten og ind under ATPs vinger.

I løbet af få år er ATP forvandlet til en langt større koncern målt på antal ansatte. Fra 2012 til 2016 er antallet af ansatte steget fra 900 til 2.700 medarbejdere, og opgaverne for det offentlige Danmark, der er samlet under ATP Administration, udgør nu en milliardomsætning, skriver Berlingske.

I tørre tal vil ATP overtage ca. 2.100 årsværk, og ser vi på velfærdsydelser, står ATP i dag bag to tredjedele af alle udbetalinger, bl.a. til folkepension, barselspenge, førtidspension, børnecheck og boligstøtte.

Det offentliges overdragelse af Udbetaling Danmark er blevet en businesscase, som er blevet bemærket af Rigsrevisionen, som i maj 2016 har rost overflytningen for at leve op til målsætningerne om både markante omkostningsbesparelser og markant forbedret kundeoplevelse.

Det begyndte, da den daværende VK-regering og Kommunernes Landsforening i 2011 indgik en aftale om etablering af Udbetaling Danmark med ATP som administrator. Udbetaling Danmark fik overdraget fem kommunale opgaver

Siden er endnu flere opgaver flyttet over, så ATP nu står for udbetaling af velfærdsydelser for 200 mia. kroner om året til 2,3 mio. borgere.

Artiklens emner
ATP