Politisk flertal åbner for reform af bilafgifter
Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Radikale og SF er positive over for en grundlæggende reform af bilafgifterne, så de fremmer miljøvenlige biler. Venstre afviser.
Et flertal på Christiansborg nærmer sig en omlægning af bilafgifterne. Det sker efter, at salget af elbiler er gået i stå i Danmark.
»Vi vil gerne ændre bilbeskatningen, så den har større fokus på miljø og trafiksikkerhed,« siger fungerende politisk ordfører i Radikale, Lotte Rod.
1. halvår 2016 blev der solgt en fjerdedel af de elbiler, der blev solgt i samme periode året før. Det sker samtidig med, at bilsalget sætter rekorder og skrappe EU-klimakrav for udslip i transportsektoren venter lige om hjørnet.
En hel bilsektor samt Klimarådet opfordrer derfor til, at afgifterne fremmer alle miljøvenlige bilteknologier herunder elbiler.
SF ser et akut behov for at sparke udviklingen mod mere miljøvenlige biler i gang.
»Lad os nu i ét hug få lavet en fornuftig omlægning af afgifterne, hvor vi ser på teknologi og udslip,« siger skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen.
Også Socialdemokraterne, der ellers var med til at lægge afgifter på elbiler i oktober, er åbne over for en grundlæggende omlægning, selv om man egentlig mener, at det er for tidligt at vurdere effekten af afgifterne på elbilsalget.
»Vi er positive over for at lave en afgiftsændring, der afspejler bilernes CO2-udledning frem for bilernes pris,« siger skatteordfører Jeppe Bruus, der dog påpeger, at regnestykket bliver kompliceret for statskassen, der fik godt 30 mia. kr. fra afgifter på motorkøretøjer i 2015.
Lad os nu i ét hug få lavet en fornuftig omlægning af afgifterne, hvor vi ser på teknologi og udslip.
DF kalder en omlægning for en fremragende ide.
»Det vil støtte mere sikre og miljøvenlige biler, som vi ser det i Norge,« siger skatteordfører Dennis Flydtkjær.
Udfordringen bliver hensynet til brugtbilmarkedet og statens provenu, der bør være udgiftsneutralt, mener han.
Det har ikke være muligt at få en kommentar fra skatteminister Karsten Lauritzen. Men skatteordfører i Venstre, Louise Schack Elholm, afviser en reform.
»Skulle vi lave afgiften i dag, ville vi lave den smartere. Vi har løbende ændret afgifterne for at tage hensyn til miljø og sikkerhed, men her og nu er vores ønske først og fremmest at give skattelettelser på arbejde, ikke bilkøb,« siger Louise Schak Elholm.