Efter milliarder spildt på offentlige it-skandaler: Politisk flertal åbner for ny og kontroversiel kurs
Professor foreslår et regulært opgør med den kontroltankegang, der hidtil har styret offentlige it-projekter, der alt for ofte er endt med forsinkelser, fordyrelser og indimellem deciderede skandaler.
Igen og igen er offentlige it-projekter endt i milliarddyre skandaler. Nu er et flertal i Folketinget klar til at afsøge en helt ny kurs for at undgå gentagelser i fremtiden.
Udviklingen udspringer af et kontroversielt forslag fra professor Kim Normann Andersen fra Copenhagen Business School, som mener, at opskriften på succes er at tage kontrollen med it-projekterne fra det offentlige.
I årevis er mere kontrol, flere krav og strammere økonomistyring blevet anset som opskriften til at holde statslige it-projekter på sporet. Men det har ikke virket. It-projekterne bliver stadig forsinkede og ender ofte med at overskride budgettet med flere hundrede millioner kroner. Indimellem må de, som f.eks. Skats inddrivelsessystem EFI, skrottes, fordi systemet trods milliardinvesteringer ikke virker.
»Det offentlige ejer i dag masser af kuldsejlede it-systemer, som i værste fald aldrig kommer til at fungere. Hvad nu hvis vi vendte det om? Så man ikke købte og udviklede et helt nyt system, men bare købte licens til at bruge et system? At det offentlige så at sige købte en service, men det var private virksomheder, der fik frie hænder til at finde ud af, hvordan den service bedst kunne leveres,« foreslår Kim Normann Andersen.
To af de eksperter, der følger området på tæt hold – professor Søren Lauesen fra IT-Universitetet og tidligere departementschef Erik Bonnerup – bakker forslaget op.
Også interesseorganisationen IT-Branchen og en af de store aktører inden for udviklingen af offentlige it-løsninger KMD anser Kim Normann Andersens forslag for at være en nødvendig kursændring, hvis man skal undgå kuldsejlede it-systemer i fremtiden.
»Det offentlige skal gøre det, de er bedst til, mens vi gør det, vi er bedst til. Det kræver, at man gør det helt anderledes end i dag, for ellers ender vi med endnu flere store it-skandaler i fremtiden. Små quickfixes kan ikke gøre det,« siger direktør i KMD, Ole Jensen.
Netop KMD står som konsekvens af it-skandaler over for flere erstatningskrav fra utilfredse kunder i det offentlige. I efteråret sagsøgte Skatteministeriet det kapitalfondsejede selskab for knap 700 mio. kr. i erstatning for det fejlramte EFI-system, og i sidste uge kom det frem, at ATP ifølge TV 2 vil kræve op mod 1 mia. kr. af KMD pga. et stærkt forsinket pensionssystem. KMD afviser dog kravene.
På Christiansborg er både regering og opposition klar til at afsøge den nye kurs i håb om at undgå flere it-skandaler. It-ordførerne i Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er positive og vil undersøge, om idéen kan testes på et kommende it-projekt.
»I dag går det for ofte galt, og man ender i en hårdknude,« siger it-ordfører Karin Gaardsted (S).
Minister for digital innovation, Sophie Løhde (V), vil nu gå videre med sagen.
»Kim Normann Andersen rejser en vigtig debat om, hvordan vi bliver bedre til at køre offentlige it-projekter og mulighederne for mere fleksible it-projekter. Det, synes jeg, er vigtigt, og det vil jeg arbejde videre med,« siger hun.

