Løhdes styrelse brød regler og omgik overenskomst
Socialrådgiver fik over 5000 kroner mindre i månedsløn på grund af særlig kontrakt, som nu er dømt ude.
Staten kan ikke ansætte medarbejdere på individuelle kontrakter, hvis der er en overenskomst på området.
Det står klart efter en ny afgørelse i en faglig voldgiftssag, skriver Avisen.dk.
I den konkrete sag blev en socialrådgiver snydt for minimum 5000 kroner om måneden før skat og næsten en procent i pension i forhold til lignende stillinger, som er dækket af socialrådgivernes overenskomst.
Det oplyser de offentligt ansattes forhandlere, CO10, som førte socialrådgiverens sag i den faglige voldgift. Og det ser de som et udtryk for social dumping.
- Der er ikke noget andet ord for det. Når man laver en individuel kontrakt på et område, som er dækket af en overenskomst, undergraver det hele vores arbejdsmarked, siger formand Jesper K. Hansen til Avisen.dk.
Når Moderniseringsstyrelsen, som minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) har ansvaret for, vælger at tage sagen i en faglig voldgift, er det for at afprøve, hvordan grænserne i overenskomsten skal forstås.
Det forklarer Christian Lyhne Ibsen, der er arbejdsmarkedsforsker på Københavns Universitet.
- For Moderniseringsstyrelsen handler det om at finde ud af, hvornår de kan ansætte medarbejdere på individuelle kontrakter. Omvendt er fagforeningen selvfølgelig bange for, at det kunne være en kattelem til at få flere ansatte på individuelle kontrakter i stedet for på overenskomster, siger han.
- Men nu har de fået voldgiftens ord for, at denne type stillinger er inden for overenskomstens område, tilføjer han.
Efter afgørelsen kommer socialrådgiveren, som er ansat som leder af Kriminalforsorgen på Færøerne, nu over på socialrådgivernes overenskomst, oplyser Moderniseringsstyrelsen i en mail til Avisen.dk.
- Moderniseringsstyrelsen vil fremover rådgive de statslige arbejdsgivere i overensstemmelse med kendelsen, skriver Anne Braad, kontorchef for Implementering af Overenskomster.
/ritzau/