Politik

Erhvervslivet jubler over vækstudspil fra S

Både DI og Dansk Erhverv er positive over for vækstudspillet fra Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet med partiformand Mette Frederiksen i spidsen vil give erhvervslivet en hjælpende hånd med nyt udspil. Foto: Stine Bidstrup

Erhvervslivet er positivt stemt over for Socialdemokratiets nye vækstudspil og opfordrer regeringen til at gå i dialog.

S vil bl.a. øge fradraget for udgifter til forskning og udvikling til 130 pct., bekæmpe flaskehalse, smide 5 mia. kr. ekstra ind i Vækstfonden og bruge flere penge på at opkvalificere medarbejdere.

I alt regner S med, at udspillets 11 punkter, hvoraf flere endnu ikke er prissat, vil koste omtrent 3 mia. kr. i 2025 og skabe mindst 14,5 mia. kr. i ekstra velstand. Finansieringen er endnu ikke anvist præcist.

S's Vækstudspil

1. Øget fradrag for forskning og udvikling på 130 pct.

2. Forhøjet afskrivningsgrundlag for små og mellemstore virksomheders investeringer i maskiner og IT-udstyr

3. Skattefritagelse ved overdragelse til erhvervsdrivende fond forankret i Danmark

4. Fradrag for lønomkostninger ved udvidelse af forretningsområde

5. Øget fradrag for investeringer i iværksættervirksomheder

6. Styrkelse af teknisk forskning

7. Oprettelse af fast-trackordning til SKAT ved udenlandske virksomheders etablering i Danmark

8. Ansvarlig kapital til små og mellemstore virksomheder

9. Afdækning af barrierer for lagring og konvertering af energi

10. Opkvalificeringsreform: Flere faglærte – nye arbejdspladser

11. Flaskehalsudspil: Flere medarbejdere til et Danmark i vækst

Kilde: Socialdemokratiet

Planen skal »opkvalificere danskerne på den lange bane, imødegå flaskehalse på den korte bane samt forbedre virksomhedernes rammevilkår gennem en række målrettede vækstinitiativer,« skriver partiet.

»Pilen peger den rigtige retning. De har fokus på de rigtige ting. Der er et behov for vækst, at den skal komme fra de private virksomheder, og at det skal ske via bedre rammevilkår,« siger Jacob Ravn, skattepolitisk chef i interesseorganisationen Dansk Erhverv.

»Det er sød musik i vores ører. Men det er jo naturligvis ikke vores skattepolitik. Vi ville have strikket det anderledes sammen,« fortsætter han.

Udspillet rammer også nogenlunde inden for skiven hos DI, industriens interesseorganisation.

»Vi synes, det er positivt, at S ønsker at gennemføre tiltag, der styrker virksomhedernes konkurrenceevne og vækstmuligheder,« siger Kent Damsgaard, vicedirektør i DI.

»Der er rigtig gode intentioner. Der kan sagtens komme noget godt ud af det,« fortsætter han.

DI opfordrer nu regeringen til at gribe udspillet som en venlig optakt til de forestående forhandlinger om 2025-planen, der ventes offentliggjort i næste måned. S og regeringen forhandler i disse dage om fremtidens boligskatter.

Både DI og Dansk Erhverv har været varme fortalere for en generel sænkning af selskabsskatten, men det figurerer ikke i S' planer. Regeringens forslag om at indføre et særligt fradrag for investeringer med egenkapital er heller ikke at finde i udspillet.

Den forrige regerings eget vækstudspil har ligget i muleposen, siden V lancerede sin 2025-plan sidste sommer.

BRANCHENYT
Læs også