Hele Europa har hyldet Macron - nu får han heftig kritik
De fleste politikere magthavere i Europa har taget vel imod Emmanuel Macron, og hans sejr fik også børserne til at danse, men nu får Emmanuel Macron kritik for at fejre sejren lidt for tidligt.
Han er blevet sammenlignet med Barack Obama, og det meste af den politiske elite i Europa, herunder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), har hyldet Emmanuel Macron, sejrherren ved gårsdagens franske præsidentvalgs første runde. Men allerede dagen derpå begynder de kritiske røster at pege imod Macron, der beskyldes for selvfedme og for allerede at tage sejren i anden runde om knap to uger for givet.
Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg, der citerer professor Thomas Guenole fra Sciences Po-instituttet i Paris for at sige, at Emmanuel Macron allerede har begået to alvorlige fejl: Han holdt en 15 minutter lang tale, der mere lød som en tale, der markerede den endelige sejr, og så tog han efter førsterundesejren på brasserie med sine ansatte.
»Talen var en sejrstale, og derefter kunne han ikke finde på noget bedre end at fejre med sine tropper. Her burde han have vist som en statsmand, men i stedet opførte han sig som en børnekonge,« lyder den krasse professorkritik.
Franskmændene er ifølge Bloomberg særdeles opmærksomme på, hvilke signaler præsidentkandidater sender, og det kan slå tonen an for deres tid i præsidentembedet, allerede inden den er begyndt. Det så man hos Nicolas Sarkozy, der bekræftede sit overklasseimage, da han fejrede sin sejr på en fornem restaurant, og den siddende franske præsident Francois Hollande forsøg på at samle den franske nation blev aldrig rigtig til noget, hvilket den regnvåde indsættelse af en gennemblødt Hollande tydeligt symboliserer.

