Fortsæt til indhold

Danskerne: Pensionsalderen bør ikke stige i takt med levealderen

Et klart flertal af danskerne synes, at det er en dårlig idé at hæve pensionsalderen i takt med den stigende levealder. Men S og DF står fast på, at danskerne skal blive længere tid på arbejdsmarkedet.

Folketinget vil gerne have, at danskerne arbejder meget længere end i dag, men skal det ske uden samme økonomiske sikkerhedsnet som andre ansatte.
Politik
Avisen.dk

Hvis det står til danskerne, bør en højere levelader ikke hænge automatisk sammen med en højere pensionsalder. Det skriver Avisen.dk.

I en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Avisen.dk blandt 1.087 repræsentativt udvalgte danskere, svarer 59 procent, at det er en dårlig eller meget dårlig idé at lade pensionsalderen stige i takt med, at vi lever længere. Blot 20 procent kalder den god eller meget god idé.

Dermed ser befolkningen helt anderledes på problematikken end flertallet i Folketinget. For selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for kort siden opgav planerne om at hæve pensionsalderen med seks måneder, kommer til den til at stige støt og roligt i de kommende år.

I velfærdsaftalen fra 2006 besluttede et bredt flertal, at pensionsalderen skal hæves hvert femte år i takt med den stigende levealder. Næste gang i 2020 - hvor pensionsalderen ventes at blive sat op til 69 år.

Og både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, der kæmpede hårdt mod Løkkes yderligere seks måneder, står fast på, at pensionsalderen skal stige løbende.

For trods danskernes modstand er der ikke råd til at ændre på de planlagte stigninger i pensionsalderen, understreger Benny Engelbrecht, finansordfører for Socialdemokraterne.

- Med velfærdsaftalen fra 2006 har vi fået slukket de brændende platforme i dansk økonomi, så vi har råd til den velfærd, vi kender til i dag. Også selv om de ældre generationer bliver markant større. Hvis vi opgav den aftale, skulle vi hæve skatterne markant eller gøre andre ubehagelige ting for at løse de udfordringer, vi kommer til at stå overfor, siger han til Avisen.dk.

Også Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, slår fast, at DF står ved velfærdsaftalen, og at det - efter hans mening - grundlæggende er rimeligt at hæve pensionsalderen i de kommende år.

- For at bevare vores velfærdsydelser er vi nødt til at tilpasse både efterlønsalder og pensionsalder til den stigende levealder, og det tror jeg også, at de fleste danskere har accepteret. Ellers var alternativet at skære i ydelserne, siger René Christensen.

Hos 3F, som stod i spidsen for kampagnen ”Fair pensionsalder”, synes næstformand Tina Christensen ikke, at velfærdsaftalen er særlig fair over for de kortuddannede danskere, der har flest år på arbejdsmarkedet, men den korteste forventede levetid.

Alligevel har 3F ingen planer om at fortsætte pensionskampagnen og forsøge at overtale Socialdemokratiet og DF til at sætte en stopper for den stigende pensionsalder.

- Jeg håber bestemt, at der er nogle på Christiansborg, der lytter til befolkningens stemme. Men der ligger jo en velfærdsaftale tilbage fra 2006, og den ligger, hvor den ligger. Vi vurderer ikke, at det er realistisk at få ændret den, siger Tina Christensen.

Artiklens emner
Pension
Socialdemokratiet