Skatteministeren klar til opgør med udbytteskatten - men der vil stadig være huller i systemet
Karsten Lauritzen (V) har sendt forslag om nye regler for udbytteskat til Folketinget.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har i denne uge sendt sit forslag til nye regler for udbytteskat til Folketinget.
Det skriver Børsen.
Forslaget kommer, efter at en tværministeriel arbejdsgruppe de seneste to år har arbejdet på at finde en løsning på området. Den model, Karsten Lauritzen har valgt, vil betyde et stop for den nuværende praksis med refusion af udbytteskat.
Det nye forslag kommer efter udbytteskattesagen, hvor der formodes svindlet med udbytteskat for 12,3 mia. kr. Sagen drejer sig om personer, bl.a. den britiske finansmand Sanjay Shah, der har fået udbetalt refusion af skat, de aldrig har betalt.
Det vil der blive sat en stopper for med det nye forslag, hvor muligheden for at få udbetalt refusion af udbytteskat helt forsvinder. I stedet vil beskatningen på udbytte fremover blive beskattet med den rigtige sats, i det øjeblik udbyttet udbetales.
»Vores model svarer lidt til den, som arbejdsgivere bruger i dag, når de trækker skat fra de ansattes løn, før den bliver udbetalt. Det er en mere fornuftig – og langt mere sikker – måde, end på udbytteområdet i dag,« udtalte Karsten Lauritzen i en pressemeddelelse den 12 juni.
Men selv om forslaget forsøger at tage højde for den type snyd, fremgår det af forslaget, at der stadig er huller i systemet.
Ifølge Børsen står der således i forslaget, at det »ikke fuldt ud kan forhindre, at der fortsat kan foretages aktieudlån med henblik på uretmæssigt at få nedbragt udbytteskatten.«
En model, som baserer sig på, at udenlandske investorer har deres aktier liggende i fælles depoter hos bankerne, og her kan det være svært for Skat at kontrollere. Det vækker bekymring hos Torben Bagge, partner i TVC Advokatfirma.
»Jeg vil ikke sove roligt om natten og tro, at den her lovgivning løser alle problemerne,« siger han til Børsen.
I udbytteskattesagen har Bagmandspolitiet i alt beslaglagt 2,5 mia. kr., men det er usikkert, hvor mange af de penge der ender med at komme tilbage til statskassen.


