Politiet ved ikke, hvor mange afviste asylsøgere, der reelt er gået under jorden
Der kan være langt flere efterlyste asylsøgere end hidtil antaget, lyder kritikken fra partier både i og uden for regeringen.
Politiet ved ikke, hvor mange afviste, efterlyste asylsøgere, der reelt befinder sig i Danmark. Det fremgår af et nyt folketingssvar til Folketingets retsudvalg, hvilket vækker kritik fra partier både i og uden for regeringen.
For mens Rigspolitiet officielt har 1.976 afviste asylsøgere, som er såkaldt »aktivt eftersøgt« i politiets registre, dækker det tal kun over de udlændinge, som har været eftersøgt i mindre end 18 måneder.
Når en udlænding derimod har levet under jorden i mere end 18 måneder, ryger vedkommende automatisk ud af statistikken, fordi politiet »herefter formoder, at en udlænding selv er udrejst af landet«, som det hedder i svaret til retsudvalget.
Men politiet kan altså ikke oplyse, hvor mange afviste asylsøgere, der har levet under jorden i mere end 18 måneder og derfor er røget ud af statistikken. Dermed kan tallet i virkeligheden være langt større, lyder det fra både rød og blå blok.
»Området sejler, og der er altså en risiko for, at nogle af de afviste personer kan begå stor skade på vores samfund. Vi aner overhovedet ikke, om de er i Danmark, fordiministeriet bare læner sig op af, at de nok er rejst hjem,« siger retsordfører for Socialdemokratiet Trine Bramsen.
Hun henviser bl.a. til, at det netop var en afvist, efterlyst asylsøger, der i april begik terrorangrebet i Stockholm. Socialdemokratiet kræver, at reglerne ændres, så efterlyste asylsøgere ikke længere automatisk slettes fra politiets eftersøgningsliste. Også ordførerne fra Dansk Folkeparti og De Konservative kræver, at justitsministeren ændrer reglerne.
»Det er forrykt, at hvis man bare skjuler sig i 18 måneder, så kan man faktisk slippe af sted med at være her illegalt,« siger rets-og udlændingeordfører Naser Khader (K).
Rigspolitiet fastholder, at tallet er retvisende.
»Rigspolitiet kan selvsagt ikke garantere, at alle efterlyste afviste asylsøgere har forladt Danmark. Men det er Rigspolitiets formodning, at størstedelen er udrejst af landet på egen hånd,« oplyser Per Fiig, leder af Nationalt Udlændingecenter i Rigspolitiet.


