Politik

Her er manden, der fik Trumps pressetalsmand til at sige op

Finansmanden Anthony Scaramucci har længe forventet et job i Trumps administration.

Anthony Scaramucci. Foto: Richard Drew/Associated Press

Tidligere i aften kom det frem, at finansmanden Anthony Scaramucci er blevet udpeget som ny kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus.

Den nyhed fik imidlertid pressetalsmanden Sean Spicer til at sige op, selv om han efter sigende skulle være blevet bedt om at blive i sin stilling. Sean Spicer har ifølge The New York Times sagt til Donald Trump, at det ville være en stor fejltagelse at ansætte Anthony Scaramucci.

Ifølge flere udenlandske medier skulle Sean Spicer og Anthony Scaramucci længe have haft et anstrengt forhold.

Det nye job giver Anthony Scaramucci det øverste ansvar for kommunikationen til medierne fra Det Hvide Hus.

På sit første pressemøde meddelte Scaramucci, at Sarah Huckabee Sanders er forfremmet og erstatter Sean Spicer som pressesekretær for præsident Donald Trump.

Selv om nogle måske vil være overrasket over, at jobbet som kommunikationsdirektør går til Anthony Scaramucci, som ikke har et cv, der indeholder meget erfaring med kommunikation, kommer det nok ikke som den store overraskelse for manden selv.

Han har nemlig lobbyet efter jobbet i flere måneder ifølge The New York Times. Siden Mike Dubke sagde stillingen op i maj, har Anthony Scaramucci flere gange offentligt givet udtryk for, at han er klar til at overtage posten.

Det gjorde han bl.a. til en konference i Las Vegas i maj.

»Jeg er klar til at tjene. Og når præsidenten har brug for mig, vil jeg være der. Jeg er loyal over for præsidenten og hans vision,« udtalte Anthony Scaramucci på konferencen ifølge The New York Times.

Anthony Scaramucci er måske bedst kendt som milliardæren, der stiftede investeringsfirmaet SkyBridge Capital, der ifølge tv-kanalen Fox News har en samlet formue på 75 milliarder kroner.

Han skulle ifølge tv-kanalen have solgt sit firma allerede tilbage i januar, hvor han forventede at få en rolle i Trumps administration. Ved salget blev der spekuleret i, at Anthony Scaramucci fik 1,3 milliarder kroner for firmaet.

Anthony Scaramucci har i mange år været gode venner med både Donald Trump, Donald Trump Jr., Ivanka Trump og hendes mand, Jared Kushner. Blandt venner skulle han, ifølge Fox News, gå under kælenavnet »Mooch«.

Han har mange gange forsvaret Trump og hans familie på de sociale medier, og når han har gæstet Fox News.

Udover at Anthony Scaramucci donerede til Trumps kampagne, har han også tidligere doneret til flere demokrater inklusiv Barack Obama, skriver BBC.

Han skulle ifølge The New York Times have gode venner på begge sider af de politiske fløje, men siger at han selv er republikaner. Samtidig skulle han have et godt forhold til flere af de journalister, som Trump ellers har kritiseret for at publicere falske historier.

Udover at have travlt med politik har den 53-årige republikaner skrevet tre bøger, været vært for tv-programmet »Wall Street Week« og gæstet tv-kanalen Fox News mange gange.

Scaramucci er fra øen Long Island i New York, hvor han ifølge egne beretninger kom fra »arbejderklassen«.

BRANCHENYT
Læs også