8 af 10 danskere får penge fra det offentlige mindst én gang i løbet af et år
Velfærdsstaten er blevet »et monster«, lyder det fra LA. Målet er lige muligheder, siger S.
Et markant flertal af de danskere, der er fyldt 18 år, får i løbet af et år udbetalt penge fra det offentlige i form af alt fra børnecheck over SU til kontanthjælp og folkepension.
Næsten 3,5 millioner personer fik i 2015 således andel i de mere end 300 mia. kr., som staten og kommunerne udbetalte til borgerne.
Det svarer til, at 76,8 pct. eller knap 8 af 10 af alle over 18 år fik mindst én offentlig ydelse i 2015, viser en analyse udarbejdet af tænketanken Cepos på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Og det er alt for mange, lyder det fra dele af Christiansborg.
»Mange af ydelserne er udmærkede, men det ville være bedre, hvis færre var afhængige af penge fra samfundet,« siger politisk ordfører Jacob Ellemann-Jensen (V).
Antallet af personer uden for arbejdsmarkedet er faldet i de senere år, men til gengæld er der kommet flere, der får eksempelvis SU og boligstøtte, så andelen, der får mindst én offentlig ydelse i løbet af et år, har været ret konstant, viser analysen.
»Vi har skabt et monster. Spurgte man selv socialdemokrater i 1960’erne, da udbygningen af velfærdsstaten tog fart, om dette var målet, er jeg sikker på, at de ville ryste på hovedet,« siger finansordfører for Liberal Alliance Joachim B. Olsen.
Socialdemokratiets fungerende politiske ordfører er ikke overrasket over, at så mange modtager ydelser.
»Vi har udviklet en universel velfærdsmodel, hvor 90 pct. betaler til 90 pct. af befolkningen. Men det er ikke målet i sig selv,« siger Christine Antorini og fortsætter:
»Målet er lige muligheder. Alle ydelserne sammen med skattesystemet er den måde, vi har valgt at omfordele penge, for at sikre det.«
Fra borgerligt hold lyder det, at konstruktionen er bureaukratisk og dyr, mens andre mener, at det er forudsætningen for at bevare opbakningen til velfærdsstaten.
Læs mere om sagen i denne artikel:

