Selv ikke en adresse hjælper Skat i jagten på skatteskyldnerne
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) mener ikke, det bliver meget nemmere at inddrive skattegæld i udlandet, selvom man kender skyldnernes adresse, når de rejser. Socialdemokratiet vil stramme reglerne, så det bliver nemmere at ramme skyldnere i udlandet.
Socialdemokratiet ser gerne, at danskere der flytter til udlandet, mens de skylder staten penge, skal lægge deres nye adresse ved udgangen. Det skulle gøre det nemmere for Skat at inddrive pengene, mener partiet.
Selvom skatteminister Karsten Lauritzen (V) gerne vil drøfte forslaget, så tvivler han på, om det hjælper noget. Det er ofte alt for bøvlet at inddrive gæld i udlandet alligevel, fremgår det af et folketingssvar til Jesper Petersen (S).
»Selv om en skyldner oplyser sin kommende udenlandske adresse ved fraflytning, kan sådanne oplysninger være urigtige eller hurtigt blive forældede pga. efterfølgende flytninger. Selv om Skat har adressen på en fraflyttet skyldner, er det desværre heller ikke ensbetydende med, at gælden bliver inddrevet,« siger Karsten Lauritzen i svaret.
»Det forudsætter ud over bistand fra myndighederne i det pågældende land, at skyldneren har betalingsevne eller aktiver, der kan gøres til genstand for inddrivelse,« fortsætter ministeren.
I alt bor 102.074 personer i udlandet, som ifølge skatteministeriet skylder stat, regioner eller kommuner penge - det er hver anden udlandsdansker. De skylder tilsammen næsten 8 mia. kr. I gennemsnit er gælden på 80.000 kr. per skyldner i skat, moms og andre restancer.
I dag har folk pligt til at fortælle, når de forlader landet, men de har ikke pligt til at fortælle, hvor de rejser hen. I dag er der således ikke statistik over, hvor de mange udenlandske skyldnere bor henne.
Skatteordfører Jesper Petersen anerkender, at det måske ikke er nok at kende skyldnernes adresse, når de rejser ud af Danmark. Han foreslår dog, at man også kræver, at de holder oplysningerne opdaterede, og at der kan påføres dem strafrenter, hvis det ikke sker.
»Jeg tror ikke, at det her forslag kan stå alene, men jeg synes, det er indlysende, at hvis Skat skal lykkedes med at inddrive mere gæld fra udlandsdanskere, så skal vi starte med at vide, hvor de bor. Det skal ikke være muligt, at man bare kan tage afsted fra regningen,« siger Jesper Petersen.