Fortsæt til indhold

Vestager vil sagsøge Irland

Landets manglende vilje til at indrive skat fra Apple får nu Margrethe Vestager og EU-Kommisionen til at sende Irland for EU-domstolen.

Foto: Peter Hove Olesen
Politik

Irlands manglende vilje til at hente 97 omstridte skattemilliarder tilbage fra techkæmpen Apple sender nu landet for EU-domstolen.

Sådan lyder den markante beslutning fra EU-Kommisionen.

»Irland skal hente 13 mia. euro i ulovlig statstøtte tilbage fra Apple. Men mere end et år efter kommisionen kom frem til den beslutning har Irland stadig ikke hentet pengene tilbage, ikke engang en del af dem. Vi forstår selvfølgelig, at inddrivelse i visse tilfælde kan være mere komplekst end i andre, og vi er altid klar til at hjælpe. Men medlemslandende er nødt til at gøre de nødvendige fremskridt for at genskabe konkurrencebalancen. Derfor har vi i dag valgt at sende Irland til EU-domstolen for ikke at implementere vores beslutning,« lyder det i en pressemeddelelse fra EU-Kommissær for konkurrence Margrethe Vestager.

Irland har appeleret kommisionens beslutning, men ifølge meddelelsen forventer kommisionen stadig at beløbet bliver indrevet og placeret på fx en spærret konto mens appellen pågår.

Irland havde fået en deadline i januar i år til at hente milliardbeløbet tilbage fra Apple, men har senest oplyst, at man stadig er i gang med at finde formueforvaltere, der kan administrere beløbet under appelen.

I Irland udtrykker regeringen skuffelse over Vestager og kommisionen:

»Irland har aldrig accepteret kommisionens analyse i Apple-statsstøttesagen, men vi har trods alt hele tiden gjort klart, at regeringen fuldt ud står bag en tilbageinddrivelse af den angivelige statsstøtte uden forsinkelse. Derfor er det også ekstremt skuffende, at kommisionen har taget dette skridt imod Irland,« lyder det i en pressemeddelelse fra det irske finansministerie.

Vestager har også onsdag sendt en markant skattebøde til techkæmpen Amazon ud.

Artiklens emner
Konkurrenceret
Apple