Politik

Fagforbund advarer: Fortsætter udhulingen af dagpengesystemet, er a-kassen ikke pengene værd

Politikerne må stoppe udhulingen af dagpenge, ellers er næste skridt krav om stivere regler for at fyre folk og advarsel om, at dagpengeforsikring ikke er pengene værd, lyder det fra 3F og FOA.

3F og FOA skyder en stor kampagne for genopretning af dagpengenes værdi afsted i aviser, på sociale medier og ved forskellige aktiviteter og events, men hele fagbevægelsen er inviteret til at være med, siger de to forbund. Formålet er engang for alle at få politikerne i tale. Arkivfoto: Philip Davali Foto: Philip Davali

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans

En af grundpillerne for det højt besungne fleksible danske arbejdsmarked står for fald, hvis ikke udhulingen af dagpengeforsikringen stopper nu. Sådan lyder den opsigtsvækkende advarsel fra to af landets største fagforeninger.

Uden politisk indgreb føler fagforeningerne sig nødsaget til at sige til deres medlemmer, at indbetaling til dagpengesystemet og dermed medlemskab af en a-kasse ikke kan betale sig.

»Vores medlemmer skal ikke bondefanges. Vi bliver nødt til at sige til dem: Lav lige regnestykket og overvej, om det overhovedet kan betale sig at betale ind til dagpenge,« siger FOA-formand Dennis Kristensen.

Udviklingen får nu FOA og 3F, der til sammen har langt over 400.000 medlemmer, til at iværksætte en ny storstilet oplysningskampagne, der skal gøre medlemmerne opmærksom på problemstillingen.

Den maksimale dagpengesats er 80 pct. af ens hidtidige løn. Det gælder dog kun de lavest lønnede, da der samtidig er en beløbsgrænse på 18.403 kr. om måneden før skat.

I 1994 fik en typisk LO-arbejder på dagpenge 62,8 pct. af sin løn. Nu udgør dagpengene 54,7 pct. af lønnen, og i 2025 vil kompensationsgraden ifølge beregninger fra 3F være faldet til lige under halvdelen af en almindelig LO-arbejders løn.

En funktionær på dagpenge får ifølge 3F i dag 37,8 pct. af sin løn.

Forklaringen på den stadig større forskel mellem lønindkomst og dagpenge er den politisk vedtagne regulering. Med skattereformen i 2012 vedtog et bredt politisk flertal en yderligere beskæring af dagpengene i perioden 2016-2023.

3F-formand Per Christensen advarer om, at fagforeningerne ikke kan blive ved at stå vagt om et system, hvor arbejdsgiverne har let adgang til at fyre mod, at lønmodtagerne ikke risikerer at gå fra hus og hjem. I sidste ende kan det føre til overenskomstkrav om større tryghed i ansættelsen.

»Jeg håber, at vi kan tale politikerne til fornuft, men på et tidspunkt bliver vi nødt til at se på vores alternativer,« siger han.

Vismand og forskningsdirektør på VIVE Torben Tranæs understreger, at det er en seriøs bekymring, om forsikringen er god nok:

»Hvis opbakningen til dagpengesystemet skrider, vil det sætte en kædereaktion i gang, hvor det bliver dyrere for virksomhederne at skille sig af med folk, og de derfor også vil tøve med at ansætte,« siger han.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er tilfreds med balancen mellem økonomisk tryghed og incitament til at arbejde i dag.

»Det lyder besynderligt, hvis nogle a-kasser påtænker at fraråde a-kassemedlemskab,« siger han.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også