Landbrugets topchef langer ud efter sit tidligere parti: Vi har brug for udenlandsk arbejdskraft
Landbrug & Fødevarers adm. direktør, Karen Hækkerup, kritiserer nu sit gamle parti Socialdemokratiet for ikke at støtte behovet for at kunne tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Det er tid til, at erhvervslivets top tager bladet fra munden, mener hun.
Landbrugets førstedame Karen Hækkerup sender nu en hård kritik af sit gamle parti Socialdemokratiets formand for at gå stik imod erhvervslivets behov for at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark.
»Mette Frederiksen siger, at hun er betænkelig ved udenlandsk arbejdskraft, både når det drejer sig om den kvalificerede og den ikke-kvalificerede. Det er så meget på tværs af, hvad erhvervslivet har brug for,« siger Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.
Hækkerup forlod for tre år siden en socialdemokratisk ministerpost til fordel for jobbet som landbrugets topchef.
Meldingen fra S-formanden om, at hun er betænkelig ved udenlandsk arbejdskraft, faldt under en høring på Christiansborg i september, hvor Landbrug & Fødevarer deltog. Til stor fortrydelse for Karen Hækkerup, der mener, at både retorikken og udlændingestramninger skader erhvervslivets mulighed for at tiltrække både højtkvalificerede specialister - men også folk til lavere lønnede job.
»Vi har brug for ufaglært arbejdskraft, fordi vi har nogle arbejdspladser rundt om i landet, som har meget svært ved at få stillingerne besat, hvis ikke man kan tiltrække udenlandsk arbejdskraft,« siger Karen Hækkerup.
I august viste en ny opgørelse, at antallet af udenlandske lønmodtagere for første gang nogensinde var steget til over 200.000 målt i fuldtidsbeskæftigede.
Kilde: DI og Jobindsats.dk
Samtidig har De Økonomiske Vismænd i sin nyeste rapport meddelt, at Danmark har brug for yderligere 70.000 udlændinge frem mod 2025 for at sikre væksten. Derfor skal erhvervslivet råbe op nu, mener Karen Hækkerup.
»I en situation, hvor man politisk stander så meget i våde, fordi der er så mange partier, som holder hinanden skak, og hvor det derfor er meget svært at få noget igennem, er det endnu vigtigere, at vi i erhvervslivet, som ved, hvor skoen trykker, tager bladet fra munden,« siger hun.
Et flertal uden om regeringen bestående af S, DF, Enhedslisten og SF vedtog for godt halvandet år siden en afskaffelse af greencardordningen, ligesom de hævede beløbsgrænsen for, hvor meget en borger uden for EU skal tjene for at kunne arbejde i Danmark.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mette Frederiksen, men Socialdemokratiets social dumping-ordfører, Matthias Tesfaye, siger, at Socialdemokratiet holder fast i, at jobåbninger først og fremmest skal gå til folk, der bor her i forvejen.
»Vi har en oplevelse af, at i de sidste 10-15 år, hvor der er kommet mere udenlandsk arbejdskraft, er rummeligheden blevet mindre,« siger han.
Regeringen har i sit erhvervs- og iværksætterudspil lagt op til at forlænge forskerskatteordningen fra fem til syv år, men derudover indeholder hverken erhvervsudspillet eller regeringens skatteudspil initiativer til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.


