Lån med fast rente vinder frem, men flere boligejere øger risikoen
Der er også en risiko ved lån med fast rente, mener BRFkredit.
Det er enten eller for danske boligejere. Enten vælger vi fast rente - gerne med afdrag - eller også løber vi den fulde risiko med helt korte flekslån eller lån med kun et halvt år mellem rentetilpasningerne, viser nye tal fra Nationalbanken.
For selv om flere og flere vælger lån med fast rente, er størsteparten af boliglånene til private flekslån. Og vandringen mod lån med helt kort rentebinding og flekslån med længere rentebinding er øget.
I oktober var der givet flekslån til private for 785 mia. kr. De 202 mia. kr. af dem bestod af de allermest risikable, nemlig lån med rentetilpasning op til seks måneder. Der er tale om lån med navne som Flexkort, Kort Rente og F-kort. Lånet er et komplekst lån baseret på obligationer med tre eller flere år mellem refinansieringerne. Renten fastsættes kunstigt hvert halve år.
Dermed har det relativt nye lån fortrængt F1-lånet, som der nu kun er udstedt for 314 mia. kr. af.
Mange af de boligejere, der vælger flekslån, er klar til at løbe den fulde risiko. Der afdrages kun på ca. 38 pct. af flekslånene. Helt anderledes forholder det sig med de fast forrentede lån. Der betales afdrag på 70 pct. af alle lån med fast rente.
I realkreditinstitutterne hæfter man sig primært ved, at flere vælger lån med fast rente og afdrag. I oktober var der lån til private for 582 mia. kr.Det gør boligejerne robuste mod rentestigninger, mener chefanalytiker i Totalkredit, Jeppe Borre.
»I dag er knap 52 pct. af boligejernes lån med afdrag. For et år siden var der lige så mange med afdrag som uden afdrag. For fire år siden var andelen af lån med afdrag mindre end 44 pct.,« siger Jeppe Borre.
»Samlet set påvirker en kommende rentestigning færre boligejeres månedlige husholdningsbudget, og samtidig er formuen i boligen også beskyttet væsentligt bedre over for en eventuel mærkbar rentestigning,« mener han.
Ifølge afdelingsdirektør i BRFkredit, Mikkel Høegh, ventes vandringen mod lån med fast rente at fortsætte. Men ligesom ved flekslån, er der en risiko ved fast rente.
»Boligejere med fast rente løber også en risiko, fordi man ved fast forrentede lån betaler for muligheden for at kunne foretage en omlægning. Stiger renten ikke med et vist antal procentpoint inden for en given periode, kan det vise sig, at man havde været bedre stillet med lån med variabel rente, både i form af sparet ydelse men også i form af nedbragt gæld,« siger Mikkel Høegh.

