Fortsæt til indhold

Nyt lån på hylden: Nu kan 20.000 Nordea-kunder spare 90.000 kr.

Tre realkreditinstitutter er nu på banen med et nyt 30-årigt 1,5 pct. lån. Realkredit Danmark er det eneste realkreditinstitut, som ikke har åbnet for lånet.

Privatøkonomi

Endnu et realkreditinstitut har nu åbnet for danmarkshistoriens billigste 30-årige boliglån. Nordea Kredit har åbnet for et 30-årigt fastforrentet lån med afdrag og en rente på 1,5 pct.

Dermed følger Nordea Kredit i fodsporene på BRFkredit og Nykredit/Totalkredit, som allerede har åbnet for det nye lån.

I Nordea Kredit kan boligejerne optage det nye lån fra i morgen, torsdag, og i realkreditinstituttet forventer man, at kursen på det nye lån vil ligge omkring kurs 95,75.

»Det 30-årige fastforrentede realkreditlån udgør en hjørnesten i vores lånepallette. På nuværende tidspunkt kan vi dog konstatere, at kursen på det 30-årige 2 pct. lån med afdrag handler tæt på 100, og der er risiko for, at vi med kort varsel, kan stå med en lukket obligation. Som en reaktion herpå har vi valgt at åbne et nyt 30-årigt lån med en kuponrente på 1,5 pct.,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit.

I Nordea Kredit peger man på, at det nye lån åbner for konverteringsmuligheder for de kunder, som har lån med en kuponrente på 3 og 3,5 pct. I Nordea Kredit drejer det sig i runde tal om ca. 20.000 kunder. Ved en konvertering vil kunder med et lån med en rente på 3 pct. kunne spare 90.000 kr. over lånets løbetid ved at konvertere til det nye lån.

Ydelse efter skatAfdragRestgæld
3 pct.3.9401.9101.000.000
1,5 pct.3.8502.5601.068.000
Ændring-9065068.000

30-årigt 3 pct.-lån med afdrag og en restløbetid, der omlægges til et tilsvarende 1,5 pct.-lån.

»I det værst tænkelige tilfælde, dvs. hvor de lange renter fortsætter med at falde, vil det tage 7-8 år, før boligejeren er bedre tjent med det nye 1,5 pct. lån end med det nuværende 3 pct. lån. Bliver renten dog på det nuværende niveau, vil boligejeren være bedre stillet med det nye 1,5 pct. lån i løbet af kun 2,5 år,« siger Lise Nytoft Bergmann, som påpeger, at ulempen ved en konvertering er, at restgælden stiger.

Det eneste realkreditinstitut, som på nuværende tidspunkt ikke har et 30-årigt fastforrentet lån med en kuponrente på 1,5 pct., er Realkredit Danmark. Herfra lyder det, at 2 pct.-obligationen endnu ikke er lukket, og at en 1,5 pct.-obligation vil have en kurs i omegnen af 95-95.

»Der ved vi af erfaring, at den bliver fravalgt til fordel for den obligation, der er tættest på kurs 100,« forklarer Christian Hilligsøe Heinig, der er cheføkonom i Realkredit Danmark, som peger på, at der er god likviditet i den nuværende 2 pct.-obligation, mens der er risiko for at blive ramt af den såkaldte indlåsningseffekt i et 1,5 pct.-lån.

Indlåsningeffekten kan opstå, hvis en obligationsserie bliver så lille, at det er en lille gruppe af investorer, som ejer obligationerne. Det vil kunne betyde, at de mere eller mindre vil kunne diktere prisen på obligationerne.

Det betyder dog ikke, at man har kastet en hvid pind efter 1,5 pct.-lånet i Realkredit Danmark.

»Vi overvåger markedet og står klar til at åbne en 1,5 pct.-obligation, hvis det vurderes nødvendigt,« lyder det fra cheføkonomen i Realkredit Danmark.

Artiklens emner
BRFkredit
Totalkredit