Privatøkonomi

Det er gyldne tider for sommerhusejere

2017 har været et godt år for sommerhusejerne.

Efter flere års dvale er der grund til glæde blandt sommerhusejere. 2017 har været et godt år. Foto: Sofia Busk

Sommerhusejerne har haft et gyldent år indtil nu. Vitaminindsprøjtningerne til sommerhusmarkedet har været så effektive, at det nu kan måles i form af større salg og markante prisstigninger, viser en analyse, som Realkredit Danmark har foretaget.

Siden april er sommerhuspriserne steget med 5,5 pct. Det svarer til en årsstigning på 3,6 pct., og dermed er prisvæksten for første gang siden 2013 på samme niveau som parcelhusene.

Ser man på handelsaktiviteten, er den siden efteråret 2016 løbet stærkere. Udviklingen er fortsat i 2017.

Samtidig falder udbuddet af sommerhuse. Men der er også et stort lager at tage af. Siden april er udbuddet af sommerhuse til salg faldet med hele 6,4 pct.

Årsagen skal blandt andet findes i, at sommerhusmarkedet har fået tilført ekstra vitaminer af Folketinget i 2017.

Det er for det første blevet lettere at anvende sommerhuset som helårsbolig som pensionist, og for det andet blev den maksimale lånegrænse for realkreditlån til sommerhuse løftet pr. 1. maj til 75 pct. af sommerhusets værdi mod tidligere 60 pct.

»Det sidste har låntagerne taget godt imod – i hvert fald vurderet ud fra, at der har været stor efterspørgsel efter de nye lånemuligheder. Ser vi således på vores egne udlånstal siden 1. maj, har cirka halvdelen af ny-udlånet til sommerhuse haft en belåningsgrad over 60 pct.,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Det er tydeligt at se de politiske initiativer i udviklingen, mener han. Initiativerne kom ovenikøbet i en periode, hvor sommerhusmarkedet var i bedring. Der er dog ikke tale om et markant gearskifte, understreger Christian Hilligsøe Heinig.

»Eventuelle  bekymringer om timingen af lempelserne, i forhold til om de kunne give anledning til bobledannelser på sommerhusmarkedet, har altså ikke fået tilført næring. Risikoen for prisbobler på sommerhusmarkedet over de kommende år synes med vores øjne stadig ganske beskeden, lyder vurderingen.

Realkredit Danmark forventer en prisvækst på sommerhuse omtrent på linje med parcelhuse i 2018 – dvs. 3-4 pct. - som følge af fortsat fremgang i dansk økonomi og et lavt renteniveau.

Realkredit Danmarks analyse baserer sig på syv måneders data.

Læs også
Top job