Privatøkonomi

Boligejere kaster sig over nyt lån med 30 års afdragsfrihed

Realkredit Danmark har fået stor succes med nyt lån.

Foto: Colourbox

Boligejernes lyst til at afdragsfrihed er stadig stor. Hidtil har 10 års afdragsfrihed været udgangspunktet, men lysten til at få et boliglån med op til 30 års afdragsfrihed er overraskende stor.

Således vælger hver femte kunde i Realkredit Danmark det helt nye lån, der kaldes FlexLife. Lånet sikrer, at man under visse omstændigheder kan få afdragsfrihed i op til 30 år.

I fjerde kvartal var 20,4 pct. af Realkredit Danmarks bruttoudlån til private således FlexLife. Den hurtige succes kommer som lidt af en overraskelse.

»Det er en bemærkelsesværdig debut,« konstaterer cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Indtil nu er der afgivet lånetilbud for næsten 6 mia. kr.

For at få adgang til op til 30 års afdragsfrihed, kræves en betydelig friværdi i boligen. Det er derfor heller ikke så overraskende, at den største andel af efterspørgslen kommer fra hovedstadsområdet, Nordsjælland og Aarhus-området.

Her har boligejerne fået en stor friværdi forærende alene ved store værdistigninger.

Her FlexLife mest populært:

København 13,9% Aalborg 4,1%
Aarhus 8,5% Lyngby 3,3%
Gentofte 7,8% Gladsaxe 2,5%
Odense 5,1% Rudersdal 2,2%
Frederiksberg 5,1% Greve 2,0%

Kilde: Realkredit Danmark

»Når det er sagt, er FlexLife blevet efterspurgt og udbetalt i samtlige landsdele, og vi kan se, at eksempelvis Fyn har en overrepræsentation i de udbetalte FlexLife-lån,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

FlexLife blev introduceret i midten af september, og det nye lån giver blandt andet mulighed for større fleksibilitet end andre realkreditlån, da man stort set selv kan fastsætte sin månedlige ydelse.

Med FlexLife er det ikke længere enten eller i forhold til afdragsfrihed – og samtidig har man løbende mulighed for at justere på sine valg ved refinansieringer undervejs i låneforløbet.

Er belåningsgraden under 60 pct., kan man få op til 30 års afdragsfrihed. Lånet er bl.a. møntet på ældre boligejere med stor friværdi og et ønske om at spise af den for at finansiere pensionstilværelsen.

Det er derfor ikke overraskende, at især boligejere i alderen 50+ har valgt FlexLife. Bemærkelsesværdigt er det, at 2,3 pct. er udbetalt til kunder, der er 80 år eller ældre.

»Til tider har der været en hel del debat omkring, hvorvidt ældre boligejere kan få lov til at låne eller har adgang til afdragsfrihed. I forhold til FlexLife kan vi se, at aldersgruppen 70+ isoleret set har stået for næsten en fjerdedel af de udbetalte lån,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Den store interesse for FlexLife blandt boligejere i alderen 50+ er naturlig, mener han.

»Det gør det muligt i god tid at planlægge, hvordan boliggælden skal nedbringes og pensionsopsparingen tilrettelægges før pensionisttilværelsen. Samtidig er de 30 års afdragsfrihed en attraktiv mulighed for de boligejere, der er gået på pension, og som ønsker tryghed om deres privatøkonomi lang tid frem,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Læs også