Stadig billigt at rentesikre sit flekslån
Fleksrenterne er på vej op, men ikke alle vil kunne mærke det.
Renterne på flekslån er begyndt at kravle opad, og det er ikke godt nyt for de boligejere, der skal have ny rente 1. april.
Auktionen over obligationerne bag lånene starter mandag. Men selv om renten stiger, er det stadig en god forretning at binde sin rente i længere tid.
»Det er fortsat vores anbefaling, at man overvejer at rykke længere ud af rentekurven – og måske endda helt ud til en fast rente – næste gang lånet skal refinansieres. Dette er naturligvis forudsat af, at man forventer at blive boende i sin bolig i den periode, man binder renten for,« siger seniorøkonom i Realkredit Danmark, Sonia Khan.
Konsekvensen af at omlægge et flekslån på 1 mio. kr.:
| Nuværende lån | Nyt lån | Ydelse efter skat, pr. 1. april | Forskel |
|---|---|---|---|
| F1 med afdrag | F3 med afdrag | 3.450 | -35 |
| F1 uden afdrag | F3 uden afdrag | 715 | -45 |
| F1 med afdrag | F5 med afdrag | 3.390 | -95 |
| F1 uden afdrag | F5 uden afdrag | 800 | 40 |
| F3 med afdrag | F5 med afdrag | 3.600 | -105 |
| F3 uden afdrag | F5 uden afdrag | 800 | -60 |
Kilde: Realkredit Danmark
Det er faktisk billigere i månedlig ydelse at sikre sin rente i en længere periode. Den eneste undtagelse er, hvis man skifter sit afdragfrie F1-lån ud med et afdragsfrit F5-lån. I så fald vil ydelsen stige med ca. 40 kr. om måneden.
De senere år har der været en klar tendens til, at flere har valgt at binde renten i en længere periode, men bevægelsen mod længere rentebinding er aftaget ved de seneste rentetilpasninger, da mange allerede er rykket ud.
»Samtidig har vi også set, at der er forholdsvis mange, der faktisk rykker over i F1-lån. Dette skyldes formentlig, at man overvejer at sælge sin bolig indenfor en overskuelig fremtid, og derfor giver det god mening med kort rentebinding,« siger Sonia Khan.
Her er Realkredit Danmarks renteforventninger:
| Låntype | Rente nu | Forventet rente pr. 1. april |
|---|---|---|
| F1 | -0,07 | -0,30-0,00 |
| F3 | 0,16 | -0,25-0,05 |
| F5 | 1,34 | 0,10-0,40 |
Kilde: Realkredit Danmark
Endnu engang er det boligejere og virksomheder med F5-lån, der kan se frem til de største besparelser. På et afdragsfrit lån løber besparelsen op i godt 6.500 kr. om året. Dette skyldes, at man på et F5-lån har de seneste fem års rentefald til gode.
Rentetilpasningsauktionerne løber af stablen fra mandag den 5. februar til og med 9. februar. Hos Realkredit Danmark skal der sælges obligationer for mellem 55 og 60 mia. kr. på auktionen.

