Nye afgifter gør større biler billigere og små biler dyrere
Regeringen vil lave om på bilafgifterne. Det får betydning for priserne på en række biler.
Hvis du overvejer at købe en stor bil, skal du muligvis vente lidt med at skrive under på slutsedlen. Overvejer du derimod en lille bil, kan det være, at du skal slå til nu.
Regeringen er nemlig på vej med et lovindgreb, der vil få betydning for prisen på en række bilmodeller. Det skriver Ingeniøren.
Ifølge beregninger fra Opel Danmark vil lovforslaget eksempelvis gøre en lille bil som Opel Karl Enjoy, der koster 110.000 kr. i basisudgaven, cirka 16.800 kr. dyrere. Til gengæld bliver flere af de største biler adskillige tusinde kroner billigere.
Baggrunden for regeringens nye lovindgreb er, at EU har indført en ny og mere realistisk metode til måling af bilers brændstofforbrug. Men i Danmark, hvor man får fradrag eller tillæg til registreringsafgiften, alt efter hvor langt ens bil kører på literen, vil de mere realistiske forbrugstal i mange tilfælde føre til en højere registreringsafgift.
I gennemsnit vil registreringsafgiften stige med 7.000-9.000 kr., ifølge beregninger fra Skatteministeriet. Derfor har regeringen fremsat et forslag, som skal kompensere bilkunderne.
Fordi den nye testmetode i gennemsnit måler brændstofforbruget 21 pct. højere end med den gamle metode, skal der ifølge regeringen fremover bruges en omregningsfaktor på 21 pct., når registreringsafgiften på nye biler udregnes.
Men da der er tale om et gennemsnit, betyder det reelt, at alle de biler, hvor der er mindre end 21 procents forskel mellem de to testmetoders resultater, får en afgiftslettelse. De biler, hvor forskellen er større, får en afgiftsforhøjelse, skriver Ingeniøren.
F.eks. vil både benzin- og dieselbiler med motorer på under 1,4 liter blive dyrere. Det skyldes, at forskellen mellem den gamle og nye testmetode er større end 21 pct.
Til gengæld vil flere større benzin- og dieselbiler blive billigere. Der kan dog være undtagelser, fordi den nye testmetode er så meget mere detaljeret end den gamle.
»De store motorer vil få en lidt større kompensation, og det kan trække i én retning. Omvendt får det miljømæssige aspekt jo en større indflydelse, fordi forskelligt ekstraudstyr, som tidligere ikke har været omfattet af testmetoden vil tælle med fremover. Derudover kan det jo også være, at nogle bilforhandlere af konkurrencemæssige hensyn ikke ændrer priserne, så ændringerne i registreringsafgiften ikke kommer til at slå fuldt igennem på bilernes samlede pris,« siger Gunni Mikkelsen, direktør i brancheforeningen De Danske Bilimportører, til Ingeniøren.
Da Skatteministeriet fremlagde det nye lovforslag, lød det, at de nye afgiftsregler kun »i begrænset omfang« vil slå igennem i registrerings- og ejerafgiften. Ifølge lovforslaget skal ændringerne træde i kraft den 1. juli 2018.



