Renten falder: 1,5 pct. lånet kommer i spil igen
De 30-årige boliglån ligger igen i topkurser.
Det er gode tider for boligkøbere. Fleksrenterne er negative helt ned til F3-lånene, og lån med fast rente når igen topkurser. Det betyder, at det 30-årige 1,5 pct. lån igen er inde i varmen.
Fredag rundede kursen 95 og er nu tæt på 96. Dermed har kursfaldet en så beskeden størrelse, at det bør indgå i overvejelserne, hvis man vil have et 30-årigt lån.
Vil man helt undgå kurstab, er 2 pct. lånet med afdrag igen en eksklusiv vare. Kursen har igen rundet 99 og lå fredag eftermiddag i en kurs omkring 99,4.
Der er sket et globalt rentedyk i denne uge, og det er optimalt for de danskere, der overvejer at købe bolig.
Udviklingen betyder, at kurstabet i forbindelse med optagelse af et nyt fast forrentet 2 pct.-lån på en uge er reduceret med i omegnen af 10.000 kr. pr. mio.
»En kurs på 98 var i forvejen skarp, men den seneste kursstigning er bestemt værd at tage med, når drømmeboligen købes, eller lånet lægges om,« mener chefanalytiker i Totalkredit, Jeppe Borre.
Netop 2 pct. lånet har udviklet sig til et populært lån og er en af hovedforklaringerne på, at 7 af 10 boligejere nu vælger lån med fast rente.
»Den høje efterspørgsel forventer vi ikke ændrer sig foreløbig,« siger Jeppe Borre.
Også 2 pct. lånet uden afdrag ligger i en høj kurs på næsten 98.
Flere faktorer påvirker renterne i nedadgående retning i øjeblikket. Først og fremmest har markederne været ramt af, at mange investorer har begrænset deres risiko og søgt læ i obligationer. Dertil kommer geopolitisk uro ikke mindst aflysningen af topmødet mellem USA og Nordkorea.
I Europa påvirkes markederne af skuffende nøgletal og en ny regering i Italien. Derudover er der offentliggjort referater fra de seneste rentemøder i henholdsvis den amerikanske og den europæiske centralbank, og renterne faldt efter begge offentliggørelser.

