Fortsæt til indhold

Fleksrenterne banker ned: F5-renten næsten halveret på bare en uge

Renterne på flekslån er faldet markant de seneste dage.

Privatøkonomi

Boligejere med flekslån kan ikke selv vælge, hvornår de vil have deres lån refinansieret. Så kunder i Totalkredit var reelt magtesløse, da de fik deres lån refinansieret i sidste uge, og det var en skam.

Hvis renten var blevet fastsat i denne uge, ville de få en markant lavere rente - ikke mindst F5-lånere. F5-renten er næsten halveret i forhold til sidste uge, og selv om renten i sidste uge lå omkring 0,4 pct., kan det alligevel mærkes.

Den månedlige ydelse på et F5-lån uden afdrag er over 100 kr. lavere i denne uge. Og det er slet ikke utænkeligt, at renterne kan falde yderligere, mener cheføkonom i Sydbank, Jacob Graven. Det sker, hvis krisen i Italien forværres.

Den renteforhøjelse, man tidligere forventede omkring midten af 2019 hænger nu i en tynd tråd, fastslår han.

»Investorernes flugt mod sikker havn i Danmark betyder, at kronekursen er blevet styrket overfor euroen. Foreløbig må enhver snak om en lille selvstændig dansk renteforhøjelse derfor forstumme,« siger Jacob Graven.

Så meget koster et F5-lån uden afdrag:

UdbetalingsdatoHovedstolRenteÅrlig ydelse før skatÅrlig ydelse efter skat
22/5 20181.025.073,720,44%15.529,8811.398,93
29/5 20181.025.073,720,28%13.848,7510.164,98

Kilde: BRFkredit

Så meget koster et F5-lån med afdrag:

UdbetalingsdatoHovedstolRenteÅrlig ydelse før skatÅrlig ydelse efter skat
22/5 20181.025.073,720,42%45.162,0541.747,34
29/5 20181.025.073,720,26%44.308,1341.323,62

Kilde: BRFkredit

»Boligejere med flekslån kan smile over udsigten til en endnu længere periode med rekordlave renter. De danske obligationsrenter er presset ned på årets laveste niveau og kan have kurs mod nye bundrekorder,« siger Jacob Graven.

Samme holdning har man i BRFkredit. Her har man tirsdagen igennem fulgt de urolige finansmarkeder tæt.

»Investorerne flygter fra italienske obligationer, så de italienske renter eksploderer. Den 2-årige italienske statsobligationsrente er foreløbig steget med over 1,5 procentpoint tirsdag. Det er den kraftigste rentestigning på en enkelt dag i over 25 år,« konstaterer afdelingsdirektør i BRFkredit, Mikkel Høegh.

Artiklens emner
BRFkredit
Sydbank