Privatøkonomi
0

Sommerferie: I disse lande får du mere for pengene

Særligt et af sommerens populære rejsemål er blevet billigere både at rejse til og opholde sig i sammenlignet med sidste år.

I 2018 forventes at 320.000 danskere vælger Tyrkiet som rejsemål. Foto: Axel Pihl Andersen

Når kufferten pakkes med badetøj og shoppelyst, så er der særlig en af danskernes foretrukne feriedestinationer, der er blevet billigere siden sidste år.

En beregning fra Spar Nord viser, at danskernes feriebudget i Tyrkiet vil række en hel del længere i år end sidste år på grund af valuta- og prisudviklingen.

- Det skyldes en svækket valuta, fordi det finansielle marked har mistet tilliden til Tyrkiet, siger cheføkonom Jens Nyholm fra Spar Nord.

Tyrkiet som rejsemål
  • I 2015 rejste 408.000 danskere til landet.
  • I 2016 rejste 326.000 danskere til landet.
  • I 2017 rejste 270.000 danskere til landet.
  • I 2018 forventes tallet at lande på 320.000 danskere.
Kilde: Lars Thykier.

Værdien af den tyrkiske lira er faldet med 27,5 procent over for den danske krone. Samtidig har inflationen været på 11,3 procent. Dermed ender besparelsen i købekraft sammenlignet med sidste år på 16,2 procent.

Det betyder, at en familie, der har et dagligt forbrug på 1000 kroner på en 14 dages ferie, vil spare 2268 kroner i forhold til samme ferie sidste år.

- Der er mange, der rejser til Tyrkiet, fordi det er prisgunstigt, og det er jo bare blevet endnu bedre i år, siger Lars Thykier, der er administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

- Har man købt en all inclusive, som mange gør, så vil valutabesparelsen være regnet ind, og hvis man køber mad og så videre fra dag til dag, så vil man opleve, at budgettet strækker sig længere i år, siger han.

Og danskernes interesse for Tyrkiet som feriedestination er stigende, efter nogle år hvor terrorfrygt har holdt en del væk fra landet.

- I år regner vi med at komme op på niveauet for 2016, men ikke helt op på 2015-niveauet, siger Lars Thykier.

Pris- og valutabesparelsen i procent på ti udvalgte rejsemål
  1. Tyrkiet: 16,2 procent.
  2. Brasilien: 12,6 procent.
  3. Schweiz: 6,2 procent.
  4. USA: 2,8 procent.
  5. Grækenland: 0,6 procent.
  6. Italien: 0,3 procent.
  7. Spanien: -0,5 procent.
  8. Frankrig: -1,4 procent.
  9. Norge: -2,0 procent.
  10. Egypten: -9,2 procent.
Kilde: Spar Nord

Ud over Tyrkiet, så er det særligt de såkaldte Emerging Markets-lande, som Mexico, Brasilien, Argentina og Indonesien, hvor man som dansker denne sommer vil kunne få sine penge til at strække 10-12 procent længere, viser analysen.

Også vores naboland Sverige er blevet mere attraktivt rent økonomisk sammenlignet med sidste år. Besparelsen er dog kun på tre procent i forhold til sidste år.

- Du kan i hvert fald mærke, at det ikke er blevet dyrere. Men er det nogle år siden, du sidst har besøgt Sverige, hvor den svenske krone lå 10-15 procent højere end i dag, så vil du kunne mærke en forskel, siger Jens Nyholm fra Spar Nord.

I den modsatte ende ligger Tjekkiet, hvor valuta- og prisudviklingen betyder, at du mister tre procent af din købekraft, mens Egypten vil opleves noget dyrere, da din købekraft er faldet med 9,2 procent fra 2017.

- Valutaen er faldet, men det er den accelererende inflation, som gør sig gældende her. Så de priser, du betaler i butikkerne, er steget rigtigt meget og meget mere end det fald, der har været i egyptiske pund, siger Jens Nyholm.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også