Fortsæt til indhold

Nordea frygter yderligere rentefald

Det seneste rentefald kommer som lidt af en overraskelse.

For boligejerne er en faldende rente godt nyt, men den er udtryk for bekymrende tendenser i økonomien, mener Nordea. Arkivfoto: Michael Hansen
Privatøkonomi

Renterne fortsætter med at falde, og det er langtfra sikkert, at det er slut endnu, vurderer Nordea. Frygten for økonomisk afmatning presser renterne ned.

»De kraftige stigninger i markedsrenterne i begyndelsen af årets synes pludselig meget langt væk. 2. kvartal har været præget af faldende renter,« mener chefanalytiker i Nordea Niels Christensen.

At de danske renter også falder kommer som lidt af en overraskelse.

»Alle de positive nyheder, vi får fra dansk økonomi, der tilsiger et højere renteniveau, preller af på de danske markedsrenter. De danske renter følger i det stor hele de europæiske nedad,« konstaterer Niels Christensen.

De danske boligrenter er også blevet trykket med ned. 2-pct.-lånet med afdrag kan nu fås til en kurs på 99,3, mens det 30-årige 1,5 pct. lån ligger i kurs 95,5. 2-pct.-lånet uden afdrag ligger i en kurs tæt på 98. Også fleksrenterne er faldet.

Det virker ikke rationelt, at en 2-årig rente, der udløber i midten af 2020, bliver handlet på de nuværende ekstremt lave niveauer.
Niels Christensen, chefanalytiker, Nordea

Et F1- og et F3-lån fås begge til en negativ rente omkring -0,15, og F5-renten er helt nede i 0,2 pct.

I USA har centralbanken netop hævet renten, og den europæiske centralbank, ECB, har bebudet, at bankens opkøb af obligationer begrænses. De månedlige opkøb på 30 mia. euro frem til udgangen af september vil blive afløst af opkøb på 15 mia. euro i hvert af årets sidste tre måneder.

Den 2-årige tyske statsrente slutter 2. kvartal med at blive handlet til en effektiv rente på tæt på -0,70 pct.

»Det virker ikke rationelt, at en 2-årig rente, der udløber i midten af 2020, bliver handlet på de nuværende ekstremt lave niveauer, når man ved, at 1/3 af den nuværende efterspørgsel fra ECB efter disse papirer vil bortfalde den 1. januar 2019,« mener Niels Christensen.

Renterne er formentlig påvirket af, at frygten for en global handelskrig betyder, at mange investorer sælger ud af deres aktier og vælger obligationer i stedet.

»At aktiemarkederne reagerer så negativt, kan også tolkes som stor nervøsitet blandt de internationale investorer for den høje prisfastsættelse af mange aktier. Investorerne er hurtige til at reducere deres eksponering i aktier, når negativt nyt rammer nyhedsstrømmen,« fastslår Niels Christensen.

Så aktiemarkederne vil i den grad være sårbare over for to ting:

  • En optrapning af handelskrigen.
  • Tegn på opbremsning i væksten.

Det sidste får vi nyt om i form af regnskaber for 2. kvartal, der vil blive offentliggjort i 2. halvdel af juli og i begyndelsen af august. De næste rentemøder i ECB og Fed er henholdsvis den 26. juli og den 1. august.

Artiklens emner
ECB-renten
Nordea