Privatøkonomi
0

Her er huspriserne steget mest

Huspriserne stiger over hele landet, men særligt i én type kommune stiger de ekstraordinært.

I juli 2018 koster en kvadratmeter i Vest- og Sydsjælland 9.200, mens prisen for en kvadratmeter ejerlejlighed i København er 40.606.  kr. Foto: Martin Lehmann.

Hvis du er husejer og overvejer at banke Til Salg-skiltet op i forhaven, så er det muligvis nu, du skal slå til. For i to ud af tre af landets kommuner kan ejerne lige nu få mere for deres boliger, end de kunne i juli 2017. Og særligt i yderkommunerne kan husejerne have en ekstra god grund til at banke skiltepælen i jorden.

Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

Kigger man på top 10-listen over de kommuner, som oplever den største stigning i huspriserne, så vil man se, at det er kommuner i yderområder som Frederikshavn, Bornholm og Norddjurs, der er de dominerende. Størst har stigningen været i den vestjyske by Struer, hvor kvadratmeterpriserne er steget med hele 27 pct.

»De store byer har haft markante prisstigninger de seneste fem år, og den lave rente har presset priserne i byerne op. Nu er vi så et sted, hvor prisforskellen mellem byer og yderområder er blevet så høje, at folk i højere grad overvejer, om de skal købe et hus udenfor og pendle i stedet,« siger Kasper Fredløv Sonberg, der er boligøkonom hos Boligsiden.dk.

Fakta
  • Ny opgørelse fra Boligsidens Markedsindeks viser ændringerne i huspriser fra juli 2017 til juli 2018.
  • 65 kommuner oplever prisstigninger, mens kun 12 kommuner oplever prisfald på villa- og rækkehuse. 21 kommuner indgår ikke i regnskabet som følge af for få salg eller uændrede priser.
  • De 10 kommuner, som har oplevet de største husprisstigninger, er: Struer, Faaborg-Midtfyn, Frederikshavn, Bornholm, Norddjurs, Brønderslev, Rudersdal, Solrød, Aabenraa og Tønder.
  • Den vestjyske kommune Struer ligger øverst med en stigning på 27,3 pct. sammenholdt med juli 2017.

Til eksempel kostede en kvadratmeter ejerlejlighed i København i juli 2018 over fire gange så meget som en kvadratmeter hus i Vest- og Sydsjælland. Og ifølge Kasper Fredløv Sonberg er der tale om en positiv tendens, når folk i højere grad vender blikket mod de lavere huspriser.

»Når nye flytter til yderområderne, så skaber det liv, fordi tilflytterne ofte renoverer mere på husene end de folk, der bor i dem nu, og det er også med til at skabe en værdistigning. Men de kommuner, der ligger i toppen, er også dem, der prismæssigt lå meget lavt tidligere, så det har været nemmere for dem at hente en høj husprisstigning.«

Mens huspriserne stiger i 65 kommuner, så formår ø-kommuner som Ærø og Fanø ikke at hægte sig på bølgen, og de havner blandt de 12 kommuner, som i stedet mærker til faldende kvadratmeterpriser. De resterende 21 kommuner står enten med uændrede huspriser, eller har haft for få handler til at indgå i beregningerne.

BRANCHENYT
Læs også