Fortsæt til indhold

Yousee hæver priserne på tv og bredbånd - igen

Det er nærmest blevet et fast ritual, at danske tv-kunder skal have flere penge op af lommen.

Det bliver dyrere at se tv som Yousee-kunde fra nytår. Foto: Thomas Borberg
Privatøkonomi

Danmarks største leverandør af tv og internet sender igen en ekstraregning af sted mod sine kunder.

Fra nytår stiger prisen på Yousees tv-pakker, og også priserne for Yousees bredbåndspakker sættes i vejret. Det oplyser selskabet.

Fra nytår skal Yousee-kunder med en bland selv-pakke eller grundpakke betale 10 kr. mere om måneden. Kunder med mellempakke og fuldpakke skal betale hhv. 20 kr. og 25 kr. mere månedligt.

»Når vi forhandler priser på indhold, arbejder vi hårdt på at holde priserne så lave som muligt, for selvfølgelig er vores kunder aldrig begejstrede for en prisstigning. Vi kan dog ikke komme uden om en mindre prisstigning, som til gengæld sikrer, at vi også fremover kan give vores kunder masser af godt indhold og den bedste tv-oplevelse,« siger Yousees adm. direktør, Jacob Mortensen.

Det er nærmest blevet en årligt tilbagevendende begivenhed, at Yousee, der er ejet af TDC, hæver prisen på sine tv-pakker.

De store pakker er steget mest i pris, fordi de kanaler, som bliver dyrere at sikre sig rettigheder til – f.eks. sportskanalerne - ofte er at finde i de store tv-pakker.

Samtidig oplever de store tv-pakker den største kundeflugt. Der er altså færre til at betale gildet.

Hver måned siger mange danskere helt farvel til de traditionelle tv-pakker og vælger i stedet andre løsninger, som f.eks. streamingtjenesterne Netflix, HBO og TV 2 Play.

Udover at hæve prisen på sine tv-pakker lancerer Yousee sin egen tv-kanal. Det blev fredag annonceret på Europas største messe for forbrugerelektronik, IFA.

Kanalen bliver en del af Yousees grundpakke og har endnu ikke fået et navn. Men den vil kunne ses fra begyndelsen af næste år, siger mediedirektør hos Yousee, Christian Morgan, til Ritzau.

Kanalen bliver et miks af originalt dansk indhold, forskellige primært amerikanske serier, som Yousee har adgang til, samt indhold fra et nyt samarbejde med amerikanske Fox.

Yousee gør det nu også muligt for kunderne at droppe deres tv-boks, som kan udskiftes med AppleTV.

Artiklens emner
YouSee
TDC