Vil du trække dig tilbage og leve af renterne? Så stor skal din formue være
Formuen, der er krævet for at kunne leve af renterne, er cirka tredoblet siden 2007, viser beregninger.
Drømmer du om at trække dig tilbage og bare leve af renterne, hvis du vinder et par mio. kr. i lotto? Hvis ja, kan du godt skyde en hvid pind efter denne drøm.
Det kræver nemlig en formue, der er markant større end et par mio. kr., hvis du skal leve af renterne. Faktisk er den nødvendige formue cirka tredoblet siden 2007. Det viser beregninger, som Danske Bank har lavet for Finans.
»Jeg tror ikke, at folk er klar over, hvor meget der skal til. Jeg bliver selv lige overrasket, hver gang jeg ser disse beregninger,« siger Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg i Danske Bank.
Beregningerne er baseret på Danske Banks såkaldte modelfamilie, som har en indkomst efter skat på 588.000 kr. om året.
Hvis denne familie har investeret sin formue i obligationer med halvdelen i 10-årige danske statsobligationer og resten i 30-årige realkreditobligationer, kræver det en formue på 57,4 mio. kr. at få renteindtægter efter skat på 588.000 kr.
»Det er et voldsomt tal, og det er tankevækkende. 57 mio. kr. er ikke bare noget, man lige får. Man siger, at den første million er den sværeste, og derfra er der et godt stykke op til 57 mio. kr.,« siger Tine Choi Danielsen.
Indtil nu i 2018 har en portefølje med 50 pct. 10-årige danske statsobligationer og 50 pct. 30-årige realkreditobligationer givet en rente på 1,77 pct. Tilbage i 2007 gav den samme fordeling en gennemsnitlig rente på 4,88 pct.
Derfor skulle der også i 2007 en noget mindre formue til for at kunne leve af renteindtægterne.
Beregningerne er baseret på Danske Banks modelfamilie anno 2018. Korrigerer man for inflation tilbage i tid, svarer de 588.000 kr. til 508.550 kr. i 2007. Med det højere renteniveau krævede det på dette tidspunkt en formue på cirka 18 mio. kr., for at man kunne leve af renteindtægterne.
»Det er lavrentemiljøet og den pengepolitik, der er blevet ført efter finanskrisen, som er årsag til udviklingen. Til gengæld har det gjort, at vi nu har et økonomisk opsving,« siger Tine Choi Danielsen.